Debat

Godtgørelser i perspektiv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Og hele fagbevægelsen har lidt skade«.

Sådan hed det i lederen i Folkeskolen nummer 6 om BUPLs fratr­ædelsesgodtgørelser. Jeg og vi i forretningsudvalget er de første til at beklage. Vi har taget kritikken til os, også selv om den af og til har været både hård og personrettet.

Jeg mener dog, at det er nødvendigt med en form for fratrædelsesordninger for politisk valgte for at modvirke pamperi og taburetklæberi eller mistanke om noget sådant. Det er imidlertid vigtigt at skille tingene ad, så der ikke sker sammenblanding af fratrædelsesgodtgørelser til valgte og godtgørelser til ansatte ved uansøgt fratrædelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I udgangspunktet var situationen, at BUPLs forretningsudvalg valgte at indgå en aftale med tre ansatte, nemlig to chefer og en daglig leder, for at skabe ro blandt medarbejderne i forbundshuset. Aftalen indebar, at cheferne selv kunne sige deres job op i en tremånedersperiode og samtidig få en godtgørelse, som hvis de var blevet fyret. De kunne også blive i huset og være med til at løse de opståede problemer, men det skete som bekendt ikke.

I kølvandet på denne sag opstod så debatten om aflønning og vilkår for politisk valgte. BUPLs ordninger har hele tiden været offentligt tilgængelige på vores hjemmeside, og lønningerne er heller ikke nogen hemmelighed.

BUPL udbetaler tillidsfolk en fratrædelsesgodtgørelse svarende til løn i maksimalt seks måneder, uanset om personen ikke bliver genvalgt eller selv vælger at gå. Det er, fordi vi ikke vil risikere, at valgte tillidsfolk og politikere bliver på deres poster af økonomiske årsager. Fratrædelsesordningerne er også en slags tvungen opsparing, eftersom vi har valgt ikke at udbetale en særlig høj løn til organisationens valgte.

Formandslønnen i BUPL er 595.000 med pension, mens en gennemgang af formandslønninger i 14 fagforeninger og forbund viser et gennemsnit på over 700.000 kroner årligt. De valgte tillidsfolk i BUPL får en årsløn på mellem 325.000 og 500.000 plus pension. Faglige sekretærer får mellem 325.000 og 400.000, rejsesekretærer og forretningsudvalgsmedlemmer mellem 410.000 og 500.000.

De lavest lønnede tillidsfolk får således mindre end en leder af en større daginstitution.

BUPLs regelsæt i sin nuværende form blev vedtaget på kongressen i 1996. Sidste efterår blev det besluttet at se ordningerne efter i sømmene med henblik på at fremlægge et revisionsforslag på den ordinære kongres 2004.

De seneste ugers heftige medie- og medlemsdebat har understreget relevansen af en revision, og samtidig har debatten stillet skarpt på, hvor vigtigt det er, at vi i fagbevægelsen har åbenhed om beslutninger og bevæggrunde.

For os i BUPL bliver udfordringen umiddelbart at vende de dyrtkøbte erfaringer til konstruktiv handling. Forretningsudvalget vil på den ekstraordinære kongres den 11. marts fremlægge en plan for, hvad der kan gøres.