Debat

Brug for ægte dialog, Madsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er som bekendt et godt gammelt polemisk kneb at tillægge sine modstandere synspunkter, som man selv har opfundet, for derefter at nedgøre dem. Det giver herlige muligheder for at fremhæve egne ufejlbarlige og som regel også uforanderlige meninger. Gjort med elegance kan det i hvert fald for en tid have en vis underholdningsværdi, og jeg har da også for længst noteret mig Vagn Madsens (Folkeskolen nummer 7) særlige talent for genren. Og det er heller ikke, fordi jeg har ambitioner om at ændre institutionen Madsen, eller fordi jeg er specielt ømskindet, at jeg ind­imellem, som nu, vælger at tage til genmæle.

Men jeg synes faktisk, at det er vigtigt for lærerprofessionen, at vi får lært at gå i åben, udviklende dialog om nogle af fagets begreber som faglighed i stedet for at forfalde til polariserende polemik. For denne sags skyld forsøger jeg derfor at præcisere endnu en gang, at skolen for alle på ingen måde skal »ensliggøre« og holde de velbegavede i ave. Mit ærinde i interviewet var tvært­imod at pege på, at tidens øgede fokus på børns forskellige måder at lære på kan være med til at sikre, at alle får mest muligt ud af skolen. Også de stærke.

Og jeg er da heller aldrig under henvisning til elevernes (med)ansvar for egen læring hverken i skrift eller tale gået ind for, at vi voksne så kan fralægge os ansvaret for god gedigen undervisning. Hverken børn eller voksne lærer at lære ud i den blå luft, men ved at lære noget vigtigt. For samfundet og dem selv. Som for eksempel betydningen af ægte, lydhør dialog.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Måske skulle vi undervisere træne i at gengive hinandens ord, indtil den anden accepterer fortolkningerne. Uden den evne fraskriver vi os i hvert fald helt professionens indflydelse på egne kernebegreber som faglighed, undervisning og læring.