Voldstiltalen mod to lærere på Fredericiaskolen for at have sat tape på en elevs mund har af gode grunde ikke vakt begejstring på skolen.

At retssagen oven i købet blev sat i gang af kolleger fra en anden døveskole, har uden tvivl gjort det endnu sværere at forstå og acceptere den.

Alligevel vil jeg tillade mig at karakterisere retssagen som god!

Den gjorde godt af flere grunde.

For det første fordi domstolen i to instanser først byretten i Fredericia og siden landsretten i Kolding pure har frifundet de to lærere for at have udøvet vold mod den meget urolige dreng.

For det andet fordi begge domstole har udvist stor forståelse for, at lærere ligesom andre mennesker kan komme i situationer, hvor hverken fagbøger, årelang uddannelse eller opsamlet erfaring kan give de værktøjer, som er nødvendige i en helt usædvanlig anspændt og tilspidset situation.

At lærerne i dette tilfælde valgte at tape drengens mund til, var ikke ulovligt. Men det var heller ikke etisk korrekt eller acceptabelt. Det er for længst slået fast og erkendt af både skolens ledelse og Vejle Amt som myndighed. Dog uden at nogen indtil nu har kunnet pege på, hvad de hårdt pressede lærere ellers kunne have gjort for at få den ulykkelige dreng til at falde til ro.

Men allermest vigtigt er, at der i det hele taget blev en retssag.

Man kunne sagtens have forestillet sig, at ledelse og personale på de to døveskoler i den bedste vilje havde forsøgt at tale sig til rette om og ud af hændelsen.

Det ville for mange at se have været det mest normale kolleger imellem.

Men det ville også have rummet en risiko, som nu er helt fjernet. Nemlig at sagen alligevel var dukket op i offentligheden. Ikke som en mulig voldssag, men som et eksempel på et kollegialt kammerateri, der forsøgte at skjule en usædvanlig og diskutabel udøvelse af lærergerningen.

Var det sket, kunne der med rette været rejst kritik af begge skoler og systemet som sådan. Og masser af myter om betændte faglige fællesskaber og utidig selvbeskyttelse kunne have floreret.

Vel har retssagen været en kæmpebelastning for alle implicerede. Ikke mindst de to lærere.

Men juridisk har sagen for længst vist sin berettigelse. Først og fremmest ved at anklagemyndigheden efter sin efterforskning finder grundlag for at rejse tiltale. Dernæst ved at byrettens frifindelse ankes til landsretten, som stadfæster frifindelsen.

Den proces har naturligvis kun fundet sted, fordi der kunne være tale om en voldssituation.

Og eneste måde at få fuld klarhed omkring denne situation har været at lade domstolen tale. Det har den gjort. Enhver tvivl er fjernet effektivt og en gang for alle.

Det er godt. Og det er lykkeligt.

Nu kan man så bare håbe, at hele sagen også medvirker til at forebygge nye og lignende situationer, hvor mennesker i ren fortvivlelse og håbløst an­spændte situationer griber til kritisable metoder.

Den urolige dreng i tapesagen havde i månedsvis ventet på at blive undersøgt, så en behandling kunne sættes i værk. Imens fik han stadig sværere og sværere ved at fungere og omgås andre.

Alle midler blev taget i brug for at få en tålelig hverdag.

Til sidst også et uacceptabelt.

Det er indlysende, at en tidligere behandling af drengen ville have minimeret, sandsynligvis helt forebygget, risikoen for, at der overhovedet kunne opstå en tapesag.

I dette tilfælde er konklusionen let at drage: Urimeligt lange ventetider på undersøgelse og behandling var roden til meget ondt.

Det er da til at lære af.