Jørgen Stampe går fra borde med en konstatering af, at han har haft medvind bag ideen om, at en skole indrettet på at holde de velbegavede i ave er »en skole for alle«. Med udgangspunkt i 68ernes kulturnedbrydende studenterhalløj har Stampe været ensgørelsen en uvurderlig forkæmper bakket op af alle, der efter befrielsen fra studenterbesættelserne har søgt befolkningens underkuelse vide­re­ført på børnefronten i folkeskolen. Men hører man ikke til dem, der har ligget på maven for ideen om med folkeskolens hjælp at forvandle samfundet til en ligheds­ideologisk idealtilstand og vrage fordums tiders respekt for »nyttige kundskaber«, har en vis modstand mod Stampes ytringer forhåbentlig været accepteret. Desværre har Stampe for at holde den hendøende revolutionsfane blafrende måttet gøre brug af rent re­torisk nonsens som for eksempel hans bemærkninger i Folkeskolen nummer 3 om at flytte fokus fra lærerens undervisning til elevens ansvar for egen læring. Sådanne begreber som ansvar og eleven i centrum er alle forkullede i revolutionens hen­døende ild og aflires nu som pædagogisk sortsnak, når skolefadæsen bliver for iøjnefaldende. Men rundkredsspøgelset blev dog for meget af det gode. Den associerede alt for tydeligt til 68ernes dorske rundkredsdovenskab. Men med sit udgangspunkt i erindringen burde Stampe vel have bakket statsministerens tale op og forsvaret reliktet fra 68. I stedet kan Stampe i sin afskedsforelæsning i nummer 3 ytre tilfredshed med, at den studentikose terrors foragt for de forkerte menneskers forkerte meninger overvintrer i folkeskolen, hvor børnene heldigvis ikke aner, hvad de udsættes for eller udelukkes fra.