Paragraf 20.2-undervisningen er amtstilbud til børn, der ikke fungerer i den almindelige folkeskole. Disse børns grunde til at få vidtgående specialundervisning er mange. Undervisningen kan ikke ske med sammenlignelig pæ­dagogik. Flere diagnoser kan ikke sættes sammen, da de har modsatrettede problematikker.

Dette er ikke noget nyt for folk, der arbejder med området. Denne indsigt skal politikerne sikre bliver videreført, når opgaverne placeres i kommuner, regioner eller hos staten.

Strukturkommissionen er uklar. De tre frie fugle er uenige i konklusionen, hvor paragraf 20.2-undervisningen overdrages kommunerne. De anbefaler en forbliven på regionalt eller statsniveau. Grunden er, at fagligheden på amtsskolerne ikke må gå tabt. En central poin­te for det velfærdstilbud, vi byder denne gruppe børn.

KL vil gerne have paragraf 20.2-undervisningen fra amterne. Det medfører utryghed på amtsskolerne, da der mangler sikkerhed for, at der er elevgrundlag til gode skoletilbud inklusive sikring af faglighedens fortsatte udvikling. En forudsætning er, at skolen er specialiseret, eksempelvis normaltbegavede børn inden for autismespektret, Damp, multihandicap med videre. Denne specialisering forudsætter et vist børneantal. Mit bud er mindst 40 elever inden for et specialområde for at opnå en rimelig synergi i den stadige faglige udvikling.

Jeg opfordrer KL og kommuner, der allerede har indbyggertal på mindst 30.000, til at dokumentere, at der er børnegrundlag til at overtage paragraf 20.2-undervisningen på præmisser, der kan matche de ovennævnte, eller på anden måde sikre, at nuværende tilbud ikke forringes.

Det må kræves, at kommunerne giver eleverne og medarbejderne sikkerhed for fremtidige tilbud på mindst det nuværende niveau.