I Folkeskolen nummer 3 henvender den øverste forvaltningschef i Københavns Skolevæsen, Peter Rasmussen, sig for anden gang til bladets læsere i sagen om »de fem fra Klostervængets Skole«. Men vi er stadig ikke blevet klogere.

Første gang fik vi blæst en masse varm luft om læreres ret til ytringsfrihed i hovedet, og her anden gang får et hovedstyrelsesmedlem læst og påskrevet om moral, mens alle vi andre spises af med antydninger og halvkvædede viser.

Formålet er klart, at forvaltningen får vasket hænder, men information er det ikke. Derfor er Peter Hess-Nielsens indlæg i forrige blad naturligvis på sin plads, og derfor virker det ganske påfaldende, at forvaltningschefen afslutningsvis lukker debatten, ligesom han tydeligvis ikke har forstået, hvad det betyder, at Peter Hess er politiker.

Peter Rasmussens placering i embedsværket antyder, at han måske ikke selv er læreruddannet. Men lærer eller ej, hvis han var gammel historielærer, så ville han vide, at historien er fuld af sager og processer, hvor der efterfølgende er »lagt låg på«. Ganske tit for at »beskytte« udsatte personer, som det så pænt kan udtrykkes. Realiteterne har ofte været helt anderledes, og under alle omstændigheder giver det altid plads til mytedannelser, samtidig med at det overlades til offentligheden selv at gætte sig til den rette sammenhæng.

Hvis denne sag er så enkel og klar, hvorfor er vi så ikke blevet klogere af hans to indlæg? Hvorfor har han ikke i stedet kommenteret det klare indlæg fra lærerne på skolen, det ville der dog have været substans i? Når han i stedet bruger sit afsluttende indlæg på at beklikke Peter Hess, ja så kan man kun opfordre Peter Hess til at komme frem med, hvad han måtte vide.

Vi kunne jo også efterlyse Københavns Lærerforening, for hvor er du henne i denne sag, Jan Trojaborg?