Undervisningsministeren har det mål af optimisme, som professor Per Fibæk Laursen mangler. Mens Ulla Tørnæs stadig mener at kunne bekæmpe den negative sociale arv med styrket faglighed, synker Fibæk Laursen i sin redegørelse i Folkeskolen nummer 1-2 nærmest hen i sortsyn over, at omkring hundrede års ihærdige forsøg på med folkeskolen som redskab at ensgøre befolkningen på et socialt udjævnet uddannelsesniveau er slået fejl. At manipulere med og tildanne børn er altså befriende vanskeligere, end ideologerne havde håbet på. Med hundrede års skolepolitik, der har været båret af en stigende afstandtagen fra den elevdifferentiering, der er betingelsen for en skole for alle, har man frem for en kvalitativ uddannelsesforbedring stilet mod ensgørelsens fordummelse. At frembære denne hidtil undertrykte sandhed tjener Fibæk Laursen til ære. Helt bevidst har man altså i hundrede år stilet mod at lade de bløde fællesskabsexcesser underminere uddannelsesniveauet under foregivende af at ville højne samme. Ved at gennemføre en systematisk sjofling af de velbegavedes uddannelse har man håbet på, at en styrkelse af de svage ville få lighedens ender til at nå sammen i middelmådighedens entropi. Og så må Fibæk Laursen nu konstatere, at det hele er slået fejl i det omfang, det var ønsket. Noget uldent placerer Fibæk skylden i noget, han kalder for »samfundsmæssige strukturer og lovmæssigheder«, måske for at slippe for at pege på de velbegavedes mest ondsindede af djævelen indpodede personindretning, nemlig at uanset om skolen nok så meget søger at holde de velbegavede nede i uvidenhedens mørke, kan ingen magt på jorden åbenbart hindre dette udskud i at lære noget og dermed ødelægge lighedsutopien.