Betegnelsen klistrer til den kø­benhavnske Klostervængets Skole som offer for folkeskolens krav om, at lærere, der erfaringsmæssigt gennem årene har tildannet sig en personligt afpasset pædagogik, og som på grundlag heraf i undervisningen af og omgangen med børnene har kunnet levere topkvalitet, der oven i købet har nydt forældrenes anerkendelse, nu skal dyrke teamfællesskaber frem for at udøve pædagogisk kunnen. Disse lærere har, netop fordi der har været overensstemmelse mellem den anvendte pæ­dagogik og personen, måttet give køb på såvel talent som evner og erfaringer i de herostratisk tvungne team, hvor de har skullet indpasse sig til fællesskabernes mellemproportionaler frem for at kunne undervise i egen personlig stil. Der er ingen tvivl om, at nyuddannede lærere med baggrund i indlærte idealforestillinger om det personlighedsudslettende let har fundet sig til rette i tvangsfællesskaberne, hvor den »privatpraktiserende« lærer er blevet afvist som et oldtids­levn, fordi moderniteten kræver pædagogisk tilpasning frem for pædagogisk kvalitet. For der findes altså stadig lærere, der med lang erfaring og med pædagogisk-faglig profil, som der hedder i Folkeskolen nummer 49, ikke har kunnet affinde sig med at se kvaliteten gå i opløsning i de statsdekreterede team. At en del unge teamvante har opfattet sådanne lærere, der med skoledirektørens ord er blevet for gamle til at kunne omstille sig, som destruktive mobbere, kan man næsten heller ikke fortænke dem i. Konkluderende er det altså den ulyksalige »verdens bedste folkeskolelov«, der, i det omfang den efterleves til den yderste grænse, har formået at forpeste og forgifte et pædagogisk kvalitativt miljø.