Da Finn og Anne flyttede sammen i november 1987, blev de ikke gift. Det var ikke nødvendigt med papir på kærligheden.

»Vi havde begge været gift før og oplevet, at papiret ikke betød noget for, hvordan man havde det sammen«, siger Anne Studsgaard.

Hendes stue i det lille hus i Hvidovre fortæller om deres liv sammen. Ved væggene står bogreoler. Der er klaver, harmonika, computer, strikkemaskine og et skab med hjemmelavet brændevin. En undulat giver sit besyv med fra buret ved vinduet.

Anne Studsgaard og Finn Bergqvist mødte hinanden på skolen, hvor de begge underviste. Finn tilhørte politisk den yderste venstrefløj og troede ikke på systemet og formelle regler.

I begyndelsen iagttog de hinanden på afstand. De var begge gift, men efter nogle år kom de til at arbejde sammen. De opdagede, at de havde samme syn på undervisning og en humor, som svingede godt.

I begyndelsen af 1987 blev Finn skilt, og midt i november blev de kærester. Efter en uge flyttede Anne ind.

Finn var en strålende kok og eksperimenterede med brændevin til familie og venner. Anne var matematikeren, som ordnede regnskaber og tog sig af papirer.

»Finn var typen, der bare ville vide, hvor mange penge der var tilovers til øl og brændevin. Resten kunne jeg tage mig af«, siger Anne. Det var hende, som sørgede for, at de fik begunstiget hinanden i deres gruppelivsforsikring, og at de fik fælles forældremyndighed, da de nogle år senere fik sønnen Jakob sammen.

Der kunne jo ske så meget

I 1996 blev Finn syg.

De fik at vide, at det var begyndende blærekræft.

»Han udsatte at gå til læge. Han hadede de undersøgelser, og selv om han var blid og rar at være sammen med, var han også fantastisk stædig. Da han til sidst kom til læge, var det nødvendigt med en større operation«.

På det tidspunkt bragte hun tanken om at gifte sig på banen, men Finn ville ikke.

»Det var ikke, fordi jeg troede, at sygdommen var meget alvorlig. Men vi cyklede hver dag til arbejde, og der kunne jo ske så meget. Stort set samtidig fik jeg at vide, at man ikke kan sidde i uskiftet bo, hvis man ikke er gift. Jeg var også klar over problemerne med pensionen. Men Finn slog det hen. Han spøgte med, at han havde til hensigt at blive 104 år, så Jakob var folkepensionist og godt i vej«.

Men det viste sig i løbet at foråret, at blæren ikke fungerede optimalt efter operationen, og i august blev det nødvendigt med en mindre operation.

I sommeren 2001 kom Finn til en rutineundersøgelse. Nu var der en skygge på lungen. Igen var det kræft. Lægerne bedyrede, at det ikke havde noget at gøre med blærekræften. Finn fik fjernet en del af lungen.

»Jeg fik ikke lov til at være med til samtalerne med lægerne. Han fortalte, at de havde sagt, at han havde en konstitution som en 17-årig. Vi var jo begge cyklister, og han havde aldrig røget. Men jeg fik ikke meget at vide. Jeg respekterede, at jeg ikke skulle blande mig«, husker Anne.

Aldrig mere giftes

Men hun bragte spørgsmålet om ægteskab på banen igen:

»Vi skændtes ellers aldrig. Men nu pressede jeg for alvor på og var helt oppe under loftet. Finn lukkede af. Man fik ingen begrundelse, han virkede blot frustreret og ked af det«.

Baggrunden fik hun først langt senere ved en samtale med hospitalspræsten. Finn havde efter sin skilsmisse erklæret, at han aldrig skulle giftes igen, og han var meget principfast.

Nyrerne havde fået et knæk, og Finn kom i dialyse. Heller ikke det fortalte han hjemme i første omgang.

»Han ville skåne mig. Jeg skulle ikke gøre mig bekymringer. Han var et meget beskedent menneske, men det er jo misforstået. Jeg er typen, der gerne vil vide besked«.

I maj 2002 blev han lammet i benene. Han blev igen indlagt, og det viste sig, at det var en metastase fra lungekræften, der havde bredt sig til ryggen.

»Denne gang insisterede jeg på at være med til samtalen med lægerne. De regnede med, at han ville komme sig, hvis bare svulsten blev fjernet«.

Da Finn skulle opereres, sagde han stilfærdigt til Anne:

»Nu må du godt tage papirerne med«. Det var de nødvendige attester til vielsen, som Anne længe havde haft parat. Hun tog dem med, og Finn skrev under 3. juni.

Men Anne udskød det med ægteskabet.

Det så ud til at gå godt. Finn kom til genoptræning, og Anne tænkte, at nu, da han havde skrevet under, måtte hun støtte ham i den positive tankegang.

»Finn ville være rask, det var en umulig tanke, at han var dødelig han ville klare sig. Så ville jeg ikke være den, der bragte problemerne på bane lige nu«.

Efter en lægesamtale, hvor de fik at vide, at kræften havde bredt sig, og at der ikke var mere, lægerne kunne gøre, ordnede Anne vielsen. Den foregik i hospitalets kirkerum. Datoen var den 23. juli.

»Det viste sig at blive en meget bedre dag, end jeg havde drømt om. For jeg havde jo altid været klar over, at skulle vi giftes, så ville det blive på rådhuset i spise­frikvarteret og uden festivitas«, smiler Anne.

Personalet kom forbi til et lille glas og lidt chokolade. Finn, Anne og Jakob fik en god frokost i restauranten. Så kom Finn hjem og blev passet af Anne og hjemmeplejen. Det gik relativt stærkt. Nyrerne sagde stop. Finn Bergqvist blev atter indlagt og døde 2. oktober.

Tre afgørende uger

Anne og Finn boede sammen i 16 år. Men de nåede kun at være gift i godt to måneder. Det er tre uger for lidt, til at Anne kunne få ægtefællepension.

»Jeg tror, at det pinte Finn. Mens jeg sad der på hospitalet, kunne jeg heldigvis regne ud, at når jeg fik gruppeliv og alt andet udbetalt, ville jeg kunne indfri så mange lån i huset, at Jakob og jeg kunne klare os. Det kunne jeg fortælle Finn og det gav en vis ro i sindet«.

Men hun synes, at reglerne er meget uretfærdige:

»Vi havde levet som ægtepar i 16 år i lyst og nød. Men det tæller ikke. Jeg synes, at reglerne er utroligt gammeldags, og at det burde være muligt at ændre lovgivningen, så den bliver tidssvarende«.

Det er derfor, hun gerne vil fortælle sin private historie til andre. To samlevende par i deres omgangskreds er allerede blevet gift efter Finns død.

Reglerne om udbetaling af pension, når ens ægtefælle eller samlever dør, er forskellige for tjenestemænd og overenskomstansatte.

Reglerne for tjenestemænd stammer fra de gode gamle dage, hvor det var umoralsk at leve sammen uden at være gift, og derfor kan kun tjenestemænd, der er gift, få udbetalt ægtefællepension. Tidligere hed det så, at man ikke måtte blive gift på dødslejet. Men den regel lægger op til et skøn fra lægens side. Derfor ændrede man for et par år siden loven, så der er en karensperiode på tre måneder, som ikke kan fraviges.

Overenskomstansatte, der lever sammen også uden at være gift, kan også få ægtefællepension, hvis de skriver under på en erklæring om, at den anden er særlig begunstiget. I nogle tilfælde er det ikke engang nødvendigt, hvis blot de kan dokumentere deres samliv.

Rent teknisk er der forskel på, om pensionspengene fysisk findes eller ej. Overenskomstansattes penge bliver placeret i en pensionsfond, efterhånden som den ansatte og arbejdsgiveren sparer dem op. Tjenestemænd får ved lov en vis del af deres slutløn udbetalt fra staten som pension, når de holder op med at arbejde.