I vores fortsatte diskussion om folkeskolens rummelighed fremfører Jonatan Schloss fra KL i Folkeskolen nummer 46 det synspunkt, at stigningen i paragraf 20.2-elever »udgør et alvorligt problem i en tid med skattestop, når en paragraf 20.2-elev typisk koster 250.000-300.000 kroner«.

Ja, jeg er enig i, at det er et stort problem.

Spørgsmålet er vel, om man synes, det er skattestoppet eller folkeskolen, der har et rummelighedsproblem.

Ifølge Jonatan Schloss var der i skoleåret 1985/86 6.436 børn visiteret til den vidtgående specialundervisning, hvor der 17 år efter i 2002/03 var 9.897 børn i gruppen og det vel at mærke ud fra et samlet elevtal på i dag 716.883. Stigningen svarer til mindre end fem promille af det samlede elevtal i folkeskolen.

Jonatan Schloss fremfører selv fem årsager til stigningen i antallet af specialundervisningselever. Årsager, som alle ligger uden for folkeskolens rækkevidde.

Jeg har på denne baggrund svært ved at se, at disse tal kan være grundlag for kommunernes gentagne påstand om, at folkeskolen har et stort rummelighedsproblem.

Til gengæld kan jeg se, at skole­budgetterne har et stort rummelighedsproblem på grund af skattestoppet.

I kommuneaftalen for 2004 mellem KL og regeringen om de økonomiske rammer for folkeskolen står der i afsnittet om økonomisk rammestyring af specialundervisningen blandt andet:

»Det afgørende er, at kommunerne som udgangspunkt fastsætter en økonomisk ramme og at visitationpraksis indrettes efter den«. Det lyder jo meget nemt. Men vil det gøre folkeskolen mere rummelig?

Jonatan Schloss tilbyder afslutningsvis, at jeg sammen med andre interesserede kan få et oplæg om KLs syn på rummelighed og økonomi. Det tilbud vil jeg da gerne tage imod. Jeg kan godt finde et par kolleger, som også gerne vil diskutere »rummelighedsvisioner« med KL.

Redaktionen betragter hermed debatten mellem Jonatan Schloss og Peter Hess-Nielsen som afsluttet.