Peter er 17 år, bor i rækkehus i Hvidovre med sin mor, der maler. Far sender postkort fra endeløse jordomsejlinger.

Peter går i gymnasiet, men dropper ud og keder sig og bruger sin mors penge på druk og ingenting. Han lægger mærke til en mørk pige, der går ture alene og sidder i anlægget og læser. En forsigtig tilnærmelse fører lynhurtigt til kys og kram og petting på kirkegården, dristige badeture og løfte om evig kærlighed.

Pigen er Zahra, der går i skole, men har det svært, for der er så meget, hun ikke forstår. Zahras familie er beduiner fra Ægypten, og hun længes efter ørkenen og de geder, hun passede, inden hun blev hentet til Danmark. Hendes far døde, og farbroderen giftede sig med moderen og tog hende, alle børnene og bedstemoderen med sig til Danmark, hvor også onkler og tanter bor og arbejder. Farbror Ahmad har slået en mand ihjel hjemme i oasen og kan kun fjerne blodhævnskravet, hvis hans familie stiller med en brud, der kan giftes ind i den skadelidte familie. Og nu er Zahra gammel nok til at blive brugt i den handel. Det ved hun, men fortæller ikke Peter det. Hendes mandlige familiemedlemmer giver på skrømt Peter chancen for at bede om Zahras hånd på betingelse af, at han konverterer til islam. Peter er forvirret.

Zahra rejser med familien til Ægypten, og Peters farfar låner straks barnebarnet mange tusind kroner, så han kan tage alene derned og mærke ørkenen. Han forstuver foden og må blive længere tid på et katolsk kloster, hvor han erkender, at han ikke kan leve Zahras ørkenliv. Hjemme igen taler han med Zahras svigerinde. Zahra skal giftes med den dræbtes søn, så hele familien kan vende tilbage til beduintilværelsen. Men Zahra hilser og foreslår Peter at tage med på sin fars sejlture.

Peter er skildret troværdigt nok. Zahras families dilemmaer er også skildret troværdigt nok i al deres fremmedhed. Men kærlighedshistorien er usandsynlig. En pige med de bindinger, den kulturelle bagage og det offer, hun forventes at bringe, ligger ikke efter få dages bekendtskab og kæler med en ung mand på græsplænen på Vestre Kirkegård. Hallo, hallo.

Sproget er sært gammeldags, og de overraskende velformulerede beduiner taler dansk i poetiske billeder under megen påkaldelse af Allah.

Zahras (og forfatterens) dyrkelse af ørkenen som stedet for visdom, sandhed og enkelhed sat over for Peters mange valgmuligheder er simpelthen følelsesmæssig svindel.