Når man som jeg er læreruddannet, har erfaring med undervisning og pædagogik, men nu har valgt at skrive og tale om praksis med kritisk teori som klangbund – så er det slående, hvordan tankeløshed har præget de sidste 20-30 års skole- og uddannelsespolitik.

Tankeløsheden har forledt et helt samfund til at tro på, at blot man fokuserer enten på eleven eller på faget – læring eller dannelse – kan man upåagtet komme af sted med at minimere det overordnede formål om åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Skolen, læreruddannelsen, lærerne og eleverne er i de sidste årtier langsomt, men sikkert blevet placeret i et stressende hamsterhjul af administrationshelvede, sanktioner, indgreb, mødekaos og virksomhedstænkning med fælles mål og test.

Oprøret ulmer og kommer stadig mere direkte til udtryk, for eksempel i den danske dokumentar ’Smertensbørn’; larm, tempo, forvirring; hvor er langsommelighed og ro blevet af?

Man ser i dag ikke et barn sidde og ’falde i staver’, man ser ikke en lærer, der har pause, man ser ikke en klasse, der er stille og eftertænksom. Helt modsat er myldrende aktiviteter af enhver slags blevet nutidens alfa og omega. Aktivitetsræs, opskruet tempo er foragt for undervisningens og pædagogikkens fordring om det modsatte.

Undervisning er blevet til elevernes læring, så de kan dannes til det eksisterende fællesskab af kultur og civilisation – som i mellemtiden har tabt til konkurrencediskursen: den danske skole er ikke mere skabt af os selv, den er overgået til OECD’s anbefalinger om benchmarking, tests og økonomiske overlevelseskalkuler.

Alt sammen baseret på en nærmest ufattelig uvidenhed om pædagogik og undervisning.

Hvordan får man undervisningen tilbage til pædagogikken?

Kæmp politisk om rammer og indhold på alle niveauer! Genopdag pædagogikken!

Pædagogik er en kunst, og kunsten går ud på, at jeg som lærer, skal sørge for at kæmpe for ordentlige rammer, både som konkrete bygninger og som tid og rum, så tingene kan foregå i et roligt tempo - med henblik på at se mennesker som ’subjekter’, hele mennesker, vække dem med kunst og tilgange til fagene, som kan være interessante, elektrificere dem, møde dem, der hvor de nu er med deres biografi og ståsted.

Understøtte med god tid, ro. Undervise med dissensus - ikke konsensus. Skabe dialog i triaden underviser-stof-elev.

Hjælpe børn og unge med at komme til rette i livet og verden på en måde, så deres egen frihed til at danne vilje kan komme til syne; frihed til at finde ud af, hvordan de vil være, opføre sig, komme til stede i verden på en ordentlig måde - uden at slås, eller give op - for sig selv og for andre.

Vor hjemlige Kierkegaard havde sans for denne pædagogik:»Undervisningstimer […] bør være sokratisk(e); man må vække lysten til at spørge hos børnene [..] Det, det beroer paa, er at bringe det Poetiske paa alle Måder i forhold til deres Liv, at udøve en Tryllemagt […] lade et Glimt deraf træde frem, paa en individuel Maade sætte det i Forhold til det, som de nu ellers beskjæftige sig med, dog aldeles en passant, saa Barnets sjæl derved elektrificeres og føler ligesom Allestedsnærværelsen af noget Poetisk«.

Det ulmende oprør fra lærerne og læreruddannelsen kan hente skyts i beskrivelsen og analysen af den kaotiske virkelighed i skole og uddannelse!

Det ulmende oprør fra lærerne og læreruddannelsen kan også hente skyts i den kritiske teori! Kort sagt:

Kræv uddannelsespolitik tilbage fra OECD!

Genopdag pædagogikken som kunstart!

Indlægget er også bragt i Skolemonitor, januar 2022