Ytringsfriheden har trange kår i folkeskolen, skriver Niels Chr. Sauer. Og selvfølgelig skal en leder ikke intimidere sine underordnede og ja, Erik Smidt sagen er et eksempel på grotesk dårlig ledelse fra såvel skolelederens som forvaltningens side. Men når Niels Chr. Sauer angriber skolelederforeningens formand Claus Hjortdal i stærke vendinger, fordi han udtaler, at vejen for kritik i første omgang bør gå omkring skolelederen eller tillidsrepræsentanten, er jeg ikke enig. Hvis det er formålet med kritikken at ændre et forhold til det bedre – og det bør det jo være - er det selvfølgelig den rette vej først at gå til sin leder eller tillidsrepræsentant og prøve at få lydhørighed for sin kritik og ordnet sagen ”indendørs”. Det signaliserer samarbejdsvilje til at få løst problemerne.

Der påhviler lige så selvfølgelig til gengæld lederen at modtage kritikken i en positiv ånd og indgå i en opbyggelig dialog. Begge parter må vise samarbejdsvilje og prøve at forstå baggrunden for kritikken. Problemet kan meget vel se forskelligt ud fra lederens og medarbejderens side, og begge kan have gode argumenter for deres syn på sagen. Derfor må parterne gå i dialog og forsøge at få klarlagt baggrunden for den rejste kritik. Føler den ene part sig hængt ud – og det vil ofte være tilfældet, hvis en kritik uden forudgående dialog bliver fremført i pressen – fører det uundgåeligt til konflikt med deraf mindre chance for at finde en fornuftig løsning på det problem, som det vel var formålet med kritikken at opnå.

Som det hed i gamle dage: Der er ingen grund til at hænge det snavsede vasketøj til offentligt skue! – hvis det kan vaskes rent internt. Det er et spørgsmål om loyalitet og balancekunst fra begge sider, som kan være svær – men som ikke desto mindre er nødvendig for at fastholde sin troværdighed. Mestrer man ikke den kunst, er det måske klogeste at holde sine meninger for sig selv.

Det er ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, men om hvordan vi kommunikerer med hinanden på skolen, og her har ikke bare lederen, men også lærerne et stort ansvar. I et demokrati er der nødvendige spilleregler og retningslinjer, som skal følges – ellers er det anarki – således også på skolen som arbejdsplads. Derfor har Hjortdal ret, når kan siger, at: ”man skal respektere systemerne, inden man går videre til medierne”. Det er ikke at knægte ytringsfriheden, men at følge fornuftige spilleregler til gavn både for de involverede som for skolen som helhed – og dermed også det problem, som kritikken skal løse. (Ytrings)frihed kan også misbruges! Det er ikke så enkelt, at det bare er et spørgsmål om at have ret til at ytre sig, som Niels Chr. Sauer skriver, men et spørgsmål om, hvordan man bruger denne ret!

Men når det er sagt, er jeg helt enig i, at en lærer – eller en hvilken som helst anden ansat – skal kunne udtale sig uden frygt for repressalier.