Efter kontakt med DCUM's midlertidige underafdeling, Klageinstansen imod mobning - er de ovenfor listede udfordringer og spørgsmål, blevet aktuelle for undertegnede.

Hvad kan ligestilles med ekskludering og udstødelse?

- kan vi ligestille mobning med udstødelse/eksklusion?  Ift. at vi skal arbejde for at inkludere eller i det mindste socialt undgå, at børn ekskluderes / udstødes (fra deres klasse, årgang, skole, lokalsamfund... og ultimativt "fra livet").

- hvilke mekanismer er der i mobning? hvad sker der / udmeldingerne/handlingerne? ... ligner de til forveksling ekskludering/udstødelse?

I min øjne ligner de eksempler jeg har oplevet og læst om, næsten 100% udstødelses-mekanismer og -handlinger. Dvs. BÅDE signalerne, der udsendes til den pågældende, OG konsekvensen som personen "bedes vælge" (trække sig, finde et andet sted, skjule sig, udskamme sig selv, flytte skole, forsvinde, dø).

- ift folkeskoleloven og vores samvittighed / næstekærlighed - er der så noget, vi kan/bør gøre, her?

Hvornår bliver noget til et tabu? (dvs. hvordan/hvorfor undgår vi f.eks. at tale om mobnings-fænomener, der foregår for næsen af os - som var det noget, vi skyller ud i toilettet):

- Tavshed og at dem, man henvender sig til, trækker sig - er de som jeg har oplevet, til min store overraskelse ....

- Jeg kan således f.eks. være 100% sikker på, at jeg blot skal nævne mobning (med nære eksempler, ikke distanceret generelt) - hvorefter jeg "får masser af plads og fred" ... det er den bedstre samtale-stopper, jeg kender til! (meget bedre end selv den værste sved-lugt).

- Kan vi gøre det her anderledes?  Kan vi undgå at "gå i baglås", "komme på udebane"? Trække os fra det? Tabuisere?

- Nogle enkelte gange, oplever nogle det som et angreb, og går i forsvarsposition eller til modangreb.  Dette er set med skoleledelser ( i 3 ud af 3 tilfælde).

Og, hvem kan i så fald hjælpe? ... hvis der altså er "en sag / fænomenerne tages seriøst"?

- DCUM klageinstans-evalueringen august-2020, fremhæver at der kun i ca. 5% af tilfældene, hvor forældrene henvender sig og klager til skolen, bliver lavet en handlingsplan.  Dvs ingen koordineret / målrettet hjælp & indsats, i over 90% af tilfældene.

- Jeg oplever desværre, at de fleste skoler ikke tager det alvorligt. Samt at fnomenerne tolkes som noget andet, eller ses som noget som barnet selv er skyld i - hvorefter forældrene bedes ændre på deres barn, eller gøre barnet mere hårdfør.

- Altså 2 vidt forskellige verdener - den officielle (med antimobbestrategi, klageinstans, aktiv indsats), og den faktiske virkelighed (hvor ingenting eksisterer, det slås hen som f.eks. konflikter, og ingen indsats igangsættes).

- Konsekvenserne af "de 2 vidt forskellige retninger": Med målrettet planlagt indsats og opfølgning (som en handleplan, der inkluderer barnet, klassen og forældrene, indeholder) - modsat "satsning på selvlapning", der ofte ender i skoleskift, og kan betyde at barnet også kommer skævt fra start på den nye skole (uden bearbejdning etc, af alt det man har været igennem, ift. udstødelse fra en fællesskabet, etc).

Endelig: Hvor ligger problemet - eller hvor "placerer" vi problemet?

- selvfølgelig ligger det hos barnet, og hos familien ... eller gør det nu også det?

- jeg mener ikke at det ligger hos barnet og hos familien - men, julemærkehjem og diverse skoler er uenige med mig:

- de mener og udtrykker direkte, at barnet f.eks. gør noget, som irriterer de andre børn og derfor forårsager mobningen / udstødelsen - og jeg har faktisk kun hørt lærere  og pædagoger begrunde i barnet og familien - og har fortsat til gode at høre lærere/pædagoger gribe i egen barm, og se på det, som froskere pointerer: At det er et gruppe-dnamik-fænomen, og skal løses som sådan!

Så, meningen med denne artikel :

- Er måske at høre andre om, hvorfor der er denne store KLØFT / DISCREPANS, imellem formuleret politik, antimobbestrategier, værdisæt, folkeskoleloven - og så praksis?

- især nu, hvor vi i 20 år har haft mobning på dagsordenen i Danmark...