Alle med indsigt i og viden om pædagogik og undervisning kan erfare, at at skolens formål om demokrati, åndsfrihed og ligeværd langsomt og systematisk i de seneste 20-30 år er trådt under fode.

Læringsplatforme, digitalisering, topstyring – learnification har nu erstattet en tidligere skolekultur, hvor læreren var autoriteten, der underviste i dansk, matematik, sprog, fysik, biologi og i alle de andre fag.

I skolens bevidsthed var undervisning tidligere noget, der skulle give den enkelte mulighed for:  

1. at tilegne sig viden fra de videnskabelige fagområder for at kunne orientere sig og finde grundlaget for senere beskæftigelse
2. at udvikle sig som en person i tilværelsen, hvor muligheden for livsfylde og selvstændighed blev åbnet
3. at skabe menneskelige rum, hvor man sammen med andre kunne opdage fællesskabets gode og dårlige sider – og finde ud af at være mennesker sammen

Denne skolebevidsthed hvilede på en, gennem mange år, oparbejdet kultur, som man kom valfartende fra hele verden for at studere. Vi var simpelthen verdensberømte for at skabe demokratiske, frie og ligeværdige borgere.

I dagens Danmark er denne skolekultur dræbt og erstattet af en globaliseret OECD-skole, som, fuldstændig på linje med totalitære lande, har konkurrence og læringskompetencer som ”skolekultur”.

Nogen af os har trukket os ud af dette lærings-mareridt og kæmper nu på andre måder, andre er blevet og kæmper. Men fælles for alle kritiske folk med indsigt i og viden om pædagogik og undervisning er, at vi kæmper på trods.

Meningen med denne lille serie Hvem dræbte skolen - hvordan genopdages undervisning? er at kikke tilbage, at tænke efter.

Jeg blev nemlig inspireret af en lærerkommentar: Måske var det mere relevant at spørge, hvad folkeskolen døde af, og hvad obduktionen viste?

I denne lille serie, vil jeg gå tilbage og se på debatten for måske at blive klogere på, hvad der skal til for at nå politikerne, som jo har magten til at skabe nye rammer i form af lovgivning (folketingspolitikere) og til at kæmpe i front for skolens og undervisningens/lærernes sag (fagforeningspolitikere).

Med andre ord vil jeg lægge op til at finde ud af, hvem vi kritiske folk egentlig er, og hvordan vi kan bidrage til forandring, altså finde frem til, hvordan undervisning kan genopdages?

For mit eget vedkommende var en konference med Jesper Fisker, Claus Holm, Lars Qvortrup, Stefan Hermann  - se dette link: https://www.folkeskolen.dk/571639/sophias-konference-var-sympatisk-og-paen-men-maaske-skal-der-mere-aggression-til-for-at-redde-demokratiet for ca. fem år siden begyndelsen til noget nyt, og jeg synes, at den debattråd, der udfolder sig efter indlægget er meget sigende. Man skal lytte til hinanden – være i dialog. Ja, men på hvilket grundlag? På hvilket værdigrundlag skal dialogen udfolde sig?

Mit spørgsmål ud fra ovennævnte link til konferencen med de 4 omstridte personer  -  som man måske kan danne sig et indtryk af ud fra oplæg og debattråd - er: 

Hvilke værdier skal vægtes i kampen for at genopdage undervisning?