Debat
6   17

Tænk...

...og lad samvittigheden tale, hvis du altså vil bruge din handlefrihed politisk!

 Det var Hannah Arendts klare melding, at en politisk handling sammen med andre mennesker begynder hos den enkelte. Hendes sidste bog Åndens liv, The Life of the Mind/1977, kan ses som en (ufuldendt) afslutning på hendes oprør imod menneskers tilbøjelighed til at lade være med selv at tænke og i stedet læne sig op af, hvad der er ´normalt´, og hvad man får besked på at gøre, ovenfra.

Hannah Arendt gjorde oprør imod fortidens, såvel som nutidens, totalitære tendens til at gå i takt og det gjorde hun bl.a. på baggrund af sine erfaringer med retssagen mod én af arkitekterne bag drabet på 6 millioner jøder under 2. verdenskrig; manden hed som bekendt Eichmann. Og ja. Han havde et navn. Og ja. Han var et menneske. Selvom samtiden og vel også eftertiden gerne vil(le) kalde ham et monster, så var han rent faktisk et menneske. Og netop dette ville Hannah Arendt vise; derfor kaldte hun bødlen Eichmann for tankeløs og hans handlinger for ´ondskabens banalitet´.  Ethvert menneske, som underkaster sig et system og en systemisk måde at tænke, kunne dengang og kan i dag blive til en ”Eichmann”, mente hun.

Artiklen fortsætter under banneret

Budskabet i Hannah Arendts bøger The Human Conditions fra 1958 og Eichmann in Jerusalem fra 1963 er, at det er den uforudsigelige, uoverskuelige og uomvendelige handling, der skaber frihed; det var denne handling, som Eichmann nægtede – han parerede blot ordre og gjorde, som der blev sagt til ham, at han skulle gøre. Banalt, men sandt. Hannah Arendt skrev rapporterende artikler til tidsskriftet The New Yorker fra retssagen mod Eichmann i 1962 (disse blev senere samlet i bogform); hun skrev, at han var tankeløs og hans handlinger var banale. Hun kaldte ham ikke et monster, hvorfor hun i vide kredse blev meget upopulær. I jødiske kredse ikke mindst, fordi hun tilføjede, at jøderne indirekte medvirkede til deres egen udslettelse, fordi de, i nødværge og under tvang, samarbejdede i ro og orden med nazisterne. Skaderne ville have været mindre omfattende, ifølge Hannah Arendt, hvis jøderne havde handlet og skabt uorden, kaos og anarki.

Det usædvanlige, selvstændige og politiske menneske Hannah Arendt blev født i 1906 i Tyskland og døde i 1975 i USA. Hun var erklæret ateist, men med sin jødiske herkomst og sin store indsigt i kristendommen var Bibelen et finvævet baggrundstæppe for alt, hvad hun skrev. Selvom hun skrev og tænkte som filosof underlagde hun sig aldrig andres tænkning eller filosofi; hun satte dog en dyd i altid at være i dialog med andre og grundigt forklare og uddybe sin tænkning; til tider for omstændeligt – som om hun var bange for, at nogen skulle angribe hendes yderst radikale og epokegørende standpunkter.

I Åndens liv, som blev hendes sidste, og ufuldendte, bog inden døden indhentede hende ville hun finde ud af, hvad der inde i menneskers sind sætter handlinger i gang. Hvorfor handler vi? Svaret er ikke overraskende: Fordi vi vil noget. Det er viljen, Hannah Arendt vil undersøge med henblik på at kunne forklare sammenhængen mellem viljen og friheden i handlingen. Men at gå på filosofisk opdagelse i sindet er en rejse, man må indse fortabt på forhånd – der er ingen relevante videnskabelige redskaber; så antikkens og middelalderens idéer og tanker tages med på råd og en metafor for vilje i Hannah Arendts optik kan være kusken, der har fat i tøjlerne på et fnysende vildt og stejlende hestespand. Kuskens håndtering af tøjlerne kan ses som et billede på viljen til at føre sig selv med sjæl, sanselige lyster og legeme ad den rette vej i tilværelsens virvar.

Viljen sætter, sammen med samvittigheden, retningen for ens handlinger. Stop! kan samvittigheden sige og dermed ændre retningen. Viljen og samvittigheden kendetegner dermed den enkelte person, og i Eichmann sagen var det netop den manglende samvittighed, der gjorde, at et menneske, altså Eichmann, lod katastrofen indtræffe. Nej! kunne Eichmann have sagt, og så havde historien, måske, set ganske anderledes ud. Viljen til en fremtid, en ny tid, er en mulighed for alle mennesker. Viljen til ikke blot at være født men at være født som en menneskelig skabning på Jorden, og dermed være en ansvarlig person – denne vilje kommer ikke af sig selv. Vi skal tænke…

Med tænkning mener Hannah Arendt ikke at tænke i filosofisk forstand. Det er fornuften, i modsætning til forstanden, man anvender, når man tænker, hvilket alle mennesker kan gøre. Man skal altså ikke være filosof eller en stor tænker for at bruge sin fornuft og tænke sig om. Forstyrrelser kan der være nok af, så man må trække sig lidt tilbage fra ´verdens virvar´ og sine ´sansers larm´ - man må finde rolige steder, hvor man kan tænke. Og selvom man sådan set intet foretager sig, så kan tiden pludselig forsvinde, mens man tænker over noget eller nogen. Og selvom man er ganske alene med sine tanker, kan man trods alt føle sig i et fællesskab, for man tænker jo i ord, i et sprog, som man har fælles med alle andre mennesker. Hvorfor vi tænker er et spørgsmål, der kan være lige så svært at svare på som spørgsmålene: Hvorfor lever vi? Hvad vil vi med vores eget liv? Med det fælles?

I dømmekraften skal prøven stås…Kan man styre sine egne sjælelige og legemlige behov og lyster? Kan man tænke sig om og forholde sig til sig selv som en del af denne verden? Så kan man måske lære at fornemme og følge sin 6. sans og dermed komme i balance mellem de to yderpunkter, hvor det ene yderpunkt er: Hvad forstanden – altså alt det objektive, beviselige og sande – fortæller, at jeg skal gøre. Og det andet yderpunkt: Hvad mine sanser – og dermed sjælelige og legemlige behov og lyster– fortæller, at jeg skal gøre.

Balancekunsten mellem forstanden og den sanselige nydelse kan findes med den 6. sans. Denne kan opøves ved, at man tager livet, eksistensen på Jorden, som en opgave, som indebærer, at man vil noget og tænker sig samvittighedsfuldt om. Både i forhold til eget liv og i forhold til det fælles menneskeligeliv. Det var denne opgave Eichmann ikke ville. Han tænkte ikke selv. Han bedømte ikke selvstændigt.

Hannah Arendts gennemtrængende besked gennem tid og sted er: Holocaust kan ske igen. Saltet i Hannah Arendts bog Åndens liv er dog fremtidstro og kærlighed. Hannah Arendt ser muligheden for, at mennesker kan leve et godt liv sammen på Jorden. Hun kalder det natalitet. Vi er født, og vi er skabt i Guds billede. Det vil sige, at vi – igennem uforudsigelige, uoverskuelige og uomvendelige handlinger – kan skabe et godt jordeliv med fællesskab. Hvis vi altså vil tænke og vil handle samvittighedsfuldt og dermed skabe mulighed for frihed.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ