Min kone er i gang med at bygge en nation. Hver dag i næsten 35 år, har hun arbejdet med at få bygningsværket til at blive større og stærkere. Hun har bygget med det samme materiale i alle årene, men bundet/muret det sammen på nye måder.

Hun bygger med verdens suverænt mest fantastiske materiale; nemlig mennesker. Af typen skoleelever.

Der er en amerikansk kvinde, som har sagt, at det ikke er min kone, som bygger. Det er hendes chef og chefen over hendes chef. Damen hedder Ayn Rand. Hun har skrevet en bog om, at det er cheferne og iværksættere som bygger, som bevæger verden. Heldigvis for os, er hun død. I denne tid ville hun indse, at det ikke er cheferne som bygger, men koner og mænd.

Men – tilbage til min kone. Hun er en pligtopfyldende kvinde. Det betyder, at hun bruger meget tid på at bygge et solidt fundament, før hun starter på et nyt bygningsværk.

I hendes fag hedder fundamentet relationer. Det kan være yderst svært at bygge den slags fundamenter. Det må ofte bygges på et underlag, der ikke er helt stabilt og som ikke er analyseret, før hun begynder at bygge. Det kræver visdom –og ikke mindst tid.

Mrs. Rand og hendes venner havde et mantra, der hed rationalisering. Ordet har ingen sammenhæng til ordet relation. Rationalisering betyder ofte at gøre noget på kortere tid – og hvis der er noget man ikke kan gøre på kortere tid, så er det at bygge relationer.

Desværre skrev fru Rands venner lærebøger om rationalisering og en del af min kones chefer, har så læst nogle af disse bøger og tror, at relationer også kan rationaliseres. Cheferne, inkluderet en del politikere, putter så, med det udgangspunkt, mere og mere byggemateriale og flere og flere forskellige bindemidler ind i klasselokalet (min kones byggeplads). Hendes løsning er selvfølgelig at udvide byggetiden. At lave byggeplads hjemme også. For så bliver det jo muligt at få mere tid.

Hun får ikke betaling for det, og bestemmelser om arbejdstider gælder vel ikke hjemme? Hun bygger jo nationen, så det er ikke betaling, der motiverer hende. Det er stoltheden ved at se, at bygningsværkerne bliver gode, stærke og står solidt.

For et stykke tid siden, kom der sand i maskineriet, så byggepladsen blev flyttet fra klasseværelset til soveværelset, stuen og køkkenet, og endda udvidet tidsmæssigt. Otte til enogtyve fem dage om ugen blev hverdagen. Læg dertil halvdelen af søndagen.

Men hun har jo ikke været alene om at arbejde mere eller have det lidt hårdere på byggepladsen. Mange af de andre, som også bygger nationen dag for dag, lægger sten for sten, har hver dag haft udfordringer.

Forskellen er vel, at nu er der flere, som ser, at det er transportarbejdere, butiksansatte, lærere, sundhedsarbejdere– kort sagt arbejdere og almindelige lønmodtagere, som bygger nationen.

Det er dem, som får verden til at bevæge sig.

Hilsen Kim Pilgaard, nationsbyggerens mand.

Epost: goevibber@gmail.com