Debat

Verdens bedste folkeskole fortjener en arbejdstidsaftale

23 Kongresdelegerede fra København giver deres opbakning til Danmark Lærerforenings forhandlere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens Coronaen har lagt det meste af landet ned, forhandler Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening om en arbejdstidsaftale for lærerne. I sidste uge sendte Anders Bondo Christensen et medlemsbrev ud til lærerne, hvor han beskriver de svære forhandlinger.  

Når lærerne ønsker sig en arbejdstidsaftale, er den altovervejende grund, at en stor del af lærernes trivsel hænger sammen med, hvordan de lykkes med deres undervisning. Altså hvordan de sikrer elevernes faglige udvikling. Når Danmarks Lærerforening kalder lærerjobbet for verdens bedste job, så hænger det uløseligt sammen med glæden ved at se børn lære. Men lige så vigtigt, at se børn trives. 

Det er i det lys, at man skal se lærernes ønske om en arbejdstidsaftale, hvor der er sikret tilstrækkelig tid til forberedelse. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

De seneste år er der opstået et meget bekymrende problem på folkeskolerne rundt om i landet. 18% af lærerne i den danske folkeskole er ikke læreruddannede. Adresseringen af dette problem skal ikke ses som uddannelsessnobberi, tværtimod. Vi ønsker en stærk, fagligt funderet, folkeskole, en skole som forældrene er trygge ved at sende deres børn hen i. Men for at dette skal lykkes, er det helt centralt at lærerjobbet er attraktivt, for skolen og for elevernes skyld. Vi mener, at de seks punkter, som blev vedtaget ved Danmarks Lærerforenings ekstraordinære kongres i februar, vil være et første skridt på vejen til at gøre skolen til en god arbejdsplads med større tillid mellem lærerne og arbejdsgiveren, men vigtigst af alt lave en skole i verdensklasse for eleverne. 

Derfor var det med spænding, at vi modtog Per B. Christensen og lærerkommissionens anbefalinger. Her blev der netop peget på fem udfordringer vedrørende lærernes arbejdstid, fem punkter som både Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening anerkender eksistensen af og dermed også påkræver løsninger.  

På Danmarks Lærerforenings kongres i februar, kunne kongressen da også vedtage seks punkter, som forhandlerne kunne tage med til periodeforhandlingerne. Grundlaget for debatten på kongressen var, at punkterne skulle være udgiftsneutrale. De berører emner som: procedurer vedrørende samarbejde med arbejdsgiver og fagforening, en sammenhæng mellem tid og opgaver, så vi sikrer en skole med høj kvalitet i undervisningen, samt gennemsigtighed i arbejdstidens planlæggelse. Oveni købet adresserer et af punkterne anerkendelsen af ledelsens ret til at lede.  

Kongressen har vedtaget seks krav, der grundlæggende bygger på et gensidigt forpligtende samarbejde mellem arbejdsgivere, ledere, kredsformænd og tillidsrepræsentanter. Vi anerkender, at ledelsen har retten til at lede og fordele arbejdet. Vi ønsker at tage ansvar for fremtidens folkeskole og samarbejde med vores arbejdsgivere. På kongressen blev der givet mandat til forhandlerne, og vi opfordrer dem til at stå fast på kongresvedtagelsen og dermed lave en aftale lærerne kan sige ja til. 

Vi opfordrer samtidig Kommunernes Landsforening til at komme lærerne i møde og indgå en forpligtende aftale, som indeholder løsninger på kommissionens fem udfordringer, og som samtidig kan være med til at danne grundlag for at folkeskolen bliver verdens bedste skole.  

Afsendere der alle er nuværende eller tidligere delegerede eller suppleanter ved Danmarks Lærerforenings Kongres.  

Kathrine Kristensen, Torben Fleckner, Thomas Roy Larsen, Peter Bugge, Claus Brandt Jacobsen, Cristian Hornbøl Borch, Jacob Sønderby Pedersen, Morten Petersen, Sussie Johansen, Rasmus Danker Danielsen, Inge Thomsen, Kira Schlifer, Ceren Boran, Janne Riise Hansen, Pernille Bendix, Jessica Uebelin, Lars Sten Sørensen, Lars Bechager, Johan Elkjær, Peter Steen Jensen, Mads Peder Søe, Anders Kildahl Juul, Thomas Poulsen.