Overskriften er en sætning udtalt af den dræbte 19-årige italienske turists far, der i forbindelse med mindehøjtideligheden på Nørrebro gav udtryk for sin sorg og de mange følelser, han har i forbindelse med drabet på sin søn. Det gjorde et enormt indtryk på mig og gav mig stof til eftertanke. Hvad er det, der gør, at unge med anden etnisk baggrund vælger at gå så vidt som til at dræbe en uskyldig turist? Hvad er det, der gør, at de bliver så voldelige og udfører uacceptable handlinger? Jeg vil i det følgende komme med mit bud på et svar. Det er muligt, at læserne ikke er enige med mig, men jeg inviterer hermed lærere og andre til en åben debat, så vi kan forebygge sådanne umenneskelige handlinger.

Jeg er ikke ude på at stemple alle unge med anden etnisk baggrund som forbrydere, ej heller ude på at generalisere. Nej, det handler om små grupper forskellige steder i landet, der udfører grove handlinger. Den gruppe, som jeg taler om, har ikke respekt for hverken deres forældre eller andre mennesker. Det er der selvfølgelig mange forklaringer på. Blandt andet slås forældrene til disse unge selv med massive problemer, manglende gennemslagskraft over for den unge, isolering fra det danske samfund og ikke mindst fra eget netværk. Desuden lever mange af forældrene med en konstant uduelighedsfølelse. Her stiller jeg både spørgsmål og kommer med påstande: Når forældrene ikke kan leve op til deres roller, hvem har så ansvaret for, at børn og unge socialiseres i samfundet? Mit svar er helt klart og tydeligt, at det er dit og mit ansvar at få et samarbejde sat i gang med forældrene. Jeg er af den overbevisning, at mange professionelle allerede i vuggestuen eller børnehaven får øje på nogle af de børn, der mistrives. Men det er min påstand, at disse observationer, som pædagoger, lærere og andre professionelle har foretaget, kun behandles i mødelokalerne.

Jeg mener, at professionelle allerede på dette tidspunkt begår en stor fejl. Vi lærer desværre heller ikke noget af alle de historier, vi hører om vold og drab. Jeg vil anbefale andre, der arbejder med børn og unge med anden etnisk baggrund, at gøre det, jeg selv gør. Når I over en periode forgæves har forsøgt at løse børnenes og de unges problemer, må I søge råd og vejledning blandt de professionelles egne netværk. Der kan I høre deres ideer og tanker og måske forsøge en anden metode, der lærer de unge at ændre adfærd. Jeg orienterer også familierne om det, jeg er i gang med, og hvis mine forsøg ikke giver nogle resultater, går jeg et skridt videre.

Når forældrene ikke er i stand til at tage hånd om børnenes og de unges socialiseringsproces, og det heller ikke lykkes mig, anbefaler jeg myndighederne en anbringelse uden for hjemmet. Det skal ske så tidligt som muligt, så der er størst mulighed for at påvirke børnenes adfærd i positiv retning. Muligvis vil nogle af jer sige, at I også anbefaler anbringelse uden for hjemmet, men det er desværre min erfaring, at når det handler om anbringelse af børn med anden etnisk baggrund, trækkes sagerne i langdrag. De professionelle er konfliktsky, fordi de bliver usikre på forældrenes reaktioner. Men jeg oplever tværtimod, at familierne går med til anbringelserne uden den store modstand. Jeg mener dog ikke, at anbringelse er den eneste løsning på disse børn og unges socialisering og integrering der er mange faktorer, der spiller ind.

En kontinuerlig udvikling af nye metoder, en tidlig pædagogisk indsats og specialuddannede professionelle, der er i stand til at komme i kontakt med forældrene, er vigtige brikker, ligesom institutionerne skal kunne rumme disse børn. Kontakten til familierne skal skabes helt fra starten og skal være meget synlig og direkte, men også omsorgs- og hensynsfuld. Desuden skal der foranstaltninger til for at opkvalificere forældrene og støtte dem til at udvikle sig som gode og kompetente forældre. Det kræver mange resurser, men jeg er sikker på, at det nytter noget.

Ahmet Demir er cand.pæd. og leder af Blæksprutten