Tosprogede lærere og børnehaveklasseledere i København får et årligt tillæg på i grundbeløb 6.000 kroner. Det får de for de særlige kompetencer af sproglig og kulturel art, de besidder ud over en dansk lærereksamen eller pædagoguddannelse. Det har en enig bestyrelse vedtaget og en generalforsamling bakket op om.

Det har lærer og kredstyrelsesmedlem i Odense, Basil Ham­moud, reageret skarpt imod, som det fremgår af et interview med ham i Folkeskolen nummer 22. »Det er fuldstændigt forkert at sondre mellem tosprogede lærere og danske lærere«, siger han.

At give tillæg for udførelsen af særlige funktioner som klasselærerjobbet eller for specifikke kvalifikationer som erhvervelsen af en speciallæreruddannelse som i København også giver cirka 6.000 kroner anser vi ikke for særbehandling. Tværtimod ønsker vi at tilgodese så mange lærere som muligt for de kvalifikationer, de måtte erhverve sig dels som en anerkendelse, dels for at sprede tillæggene mest muligt og dels for at motivere til erhvervelse af nye kompetencer. Sådan er tillægget også blevet modtaget, og vi har ingen tosprogede lærere, der har givet udtryk for mishag. Snarere opfattes det som et kærkomment tillæg og en form for anerkendelse og visen respekt over for det vigtige og til tider oversete arbejde, disse kolleger udfører. Dertil kommer, at det tillige er en sikring af reallønnen, idet tosprogede lærere ikke ofte er klasselærere og/eller får nogle af de andre aftalte tillæg.

Basil Hammoud giver endvidere udtryk for, at »integration, det er noget, jeg tager«. Jeg er enig i, at alle selv må gøre en indsats og være aktive samfundsborgere. Men jeg er overbevist om, at integrationen foregår som en gensidig proces og fremmes af en generel positiv stemning der desværre i høj grad savnes i dagens politiske klima og af konkrete initiativer. Som for eksempel i form af løn, der værdsætter kollegers uundværlige kompetencer i bestræbelserne for en bedre integration af børn og unge.