Debat

Kritikhåndtering kræver distance

Lærere er sindssygt dygtige, men må have is i maven, sagde Pernille Hviid i sidste uge

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi lærere synes jo selv, at vi i disse år arbejder hårdt med at leve op både til omverdenens og til vores egne høje krav uden at føle, at vi ligefrem svømmer i anerkendelse. For nu at sige det mildt.

Blandt andet derfor har vi i Danmarks Lærerforening gennem længere tid arbejdet bevidst på at sætte skolernes kvalitetsudvikling, lærernes professionalisme og synliggørelsen højt på dagsordenen. Påskønnelse er som bekendt vigtig for et godt arbejdsmiljø.

Derfor bliver vi naturligvis også umiddelbart mest glade for en medvindsartikel som interviewet i sidste nummer af Folkeskolen med psykolog Pernille Hviid, hvor hun fremhæver »sindssygt dygtige læreres« evne til at have blik for de enkelte børn og deres evne til med is i maven at have mange bolde i luften. For som alle andre mennesker fore­trækker lærere naturligvis ros frem for ris.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Derfor bliver vi da også i første omgang skuffede og irriterede, når vi endda i den varme sommerferie og på bagsmækken af vores eget fagblad ser, at jurist Helle Rabøl Hansen fra Børns Vilkår mener, at for mange lærere er dårlige til at analysere, er mavesure og i besiddelse af et alt for generaliserende og negativt børnesyn. Og bedre bliver det bestemt ikke af, at vi så samtidig i artiklen må igennem en række tvivlsomme analyser, hvor forfatteren netop selv er yderst generaliserende, før vi i bedste fald når frem til de kritiske synspunkter, som det må ligge hende stærkest på sinde, at vi inddrager i vores refleksioner.

Men nu, hvor meget af varmen og galden er dampet af, melder eftertanken sig, om ikke begge de to engagerede lærerkulturiagttagere trækker noget vigtigt frem, som det kunne være værd at beskæftige sig professionelt i stedet for polemisk med.

For uanset at mange af Helle Rabøl Hansens vidneudsagn, som dét at alle børn i 70erne var bange for den stærke lærer, næppe holder vand, så har hun utvivlsomt ret i, at lærere selv risikerer at bidrage til at forstærke betænkelige egoismetendenser i nutiden i stedet for at modarbejde dem, hvis vi for unuanceret laver fejlfinding, kategoriserer og mytologiserer ved at kalde alle børn og forældre for egoister.

Samtidig synes jeg, at det er en ekstra isafkølet overvejelse værd, om læreres generelle forventninger på Rosenthal-manér risikerer at blive til selvopfyldende profetier. De kan gøre det sværere at se de enkelte børn og dermed medvirke til at gøre livet mere surt end nødvendigt for både elever og lærere med øget fare for udbrændthed til følge. En tilstand, hvor foragt for elever og forældre netop er ét af symptomerne.

Professionsudvikling kræver kritisk dialog, og professionel kritik­håndtering kræver ikke bare engagement, men også is i maven-distance. Så tak både for sommerrosen og for risen. Trods alt.

Jørgen Stampe er formand for DLFs pædagogiske udvalg