Resultatet af medlemsdebatten om en ny arbejdstidsaf­tale lå klar inden sommerfe­rien, og det viste, at der var stor opbakning til hovedstyrelsens forslag om, at arbejdstidsaftalen skal tage afsæt i professionstankegangen. Samtidig med den generelle opbakning blev der selvfølgelig også givet udtryk for, at opbakningen var baseret på en række betingelser.

At det er sådan, kan vist ikke overraske nogen.

I 1999 fik vi på det nærme­-s­te trukket den nuværende arbejdstidsaftale ned over hovedet. Først en urafstemning med et nej, så en urafstemning om et mæglingsforslag, der den 3. juni blev vedtaget med et lille flertal.

I hovedstyrelsen var vi et min­dretal, der anbefalede at afvise mæglingsforslaget. Fem af os formulerede vores nej i et medlemsdebatoplæg med overskriften »Efterlysning: Res­pekt for lærerarbejdet«.

Vi argumenterede blandt an­det med:

at der ikke var aftalt et maksimalt undervisningstime­tal

at tid til fælles forberedelse ikke var sikret

at der ikke var en pauseaftale

at ekstra forberedelsestid til lærere med mange undervisningstimer ville blive på bekostning af tid til de øvrige lærere

at tillidsrepræsentanterne var sat på en umulig arbejdsopgave: magtesløsheden decentraliseret til for­eningens yderste led

at forslaget var en yderligere forstærkning af decentraliseringen af lærernes arbejdsforhold, med risiko for at vi i stigende grad ville komme til at finansiere vores egne lønstigninger.

I de efterfølgende år har arbejdstidsaftalen da også væ­ret udsat for meget kritik, og de indsigelser, vi fremførte i 1999, er fortsat aktuelle, som det også fremgår af de krav til en ny arbejdstidsaftale, der skal vedtages på kongressen til oktober.

Det er paradoksalt, at de grundlæggende vilkår for undervisningen udmøntes så for­skelligt rundt om i landet, i en tid hvor løbende ændringer af folkeskoleloven har til hensigt at regulere skolens undervisning for at sikre et ensartet indhold.

Derfor er det mere nærliggende end nogensinde at sæt­te spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt, at de grundlæggende vilkår for at undervise i folkeskolen skal være et anliggende for den enkelte kommune.

Den proces, vi skal igennem til efteråret, er nødvendig. Vi må have gjort op med, at kommunerne kan bruge folkeskolen som et kommunalt spareobjekt på bekostning af lærernes arbejdsvilkår, men med uændrede krav til undervisningens indhold.

KL har mulighed for at rette op på den fadæse, hvis den ønsker, at der skal være ro om lærernes arbejdstid.