I Folkeskolen nummer 22 bringer lederskribenten jvo et halvt år gammelt citat af dr.pæd. Steen Larsen i erindring for dermed at understrege modsætningen til vore politiske lederes manglende fornemmelser for, hvad de gør. Og guderne skal vide, at folkeskolen i dag må siges at være et resultat af et politisk-ideologisk ind­snævret søvngængeri. I citatet bebrejder Steen Larsen, med jvos tilslutning, politikerne, at de »med blikket stift hæftet mod bagruden haster videre med ryggen vendt mod den nutid, de befinder sig i«. Men dermed går Steen Larsen og jvo jo helt galt af årsagen til folkeskolens fiasko. For enhver, der husker skoledebatten op til 93-loven og årene derefter, vil vide, at uddannelses­nedturen netop iscenesattes med baggrund i en enøjet stirren sig beruset på en nutid, der af snedige idemænd var dekoreret med utopiske fremtidssyner bygget op af gammelt ideologisk vraggods. Kun få huede det at blive kendt reaktionær ved med et blik gennem bagruden at minde om den formidable folkeskole fra før 1975, der blev ofret på ideologiens alter. Man tværede det kvalitativt velprøvede ud i en os af begej­stret spekulativ utopisme, der kvalte al børnehensyntagen med floskler om »differentieret undervisning«, »ansvar for egen læ­ring«, »det hele menneske«, der fik de fleste til at miste interessen for skolens egentlige uddannende arbejde. Man væltede sig i fantasier om undergørende udelte klasser, der i virkelighedens verden taber de svage og overlader de stærke til det middelmådige. Selvfølgelig har jvo ganske ret i, at det ikke går at sætte undervisningstid lig med katedertid, »hvis vi skal bevare den skole, vi har«. Men er det nu så sikkert, at vi skal holde den synkende skude oven vande ved med flot ligegyldighed over for mere katedertid at signalere fortsat ligegyldighed med den faglige kundskabstilegnelse, der truer med at gøre nogle børn mere vidende end andre?