Debat

Hvor meget betaler DLF

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF-formanden vil nu »meget gerne debattere, om det er fornuftigt, at DLF sammen med andre lærerorganisationer har en repræsentation i Bruxelles«. (Folkeskolen nummer 13).

Jeg synes, det er fornuftigt, hvis DLF kun betaler den samme andel som hver af de øvrige lærerorganisationer til Bruxelles-kontoret. Men hvor meget betaler DLF årligt? Er der ligedeling af udgifterne til EU-repræsentationen blandt de danske lærerorganisa­tioner?

I Folkeskolen nummer 6 sidste år kunne man læse de sidste offentliggjorte DLF-årsregnskaber, som er fra 1999 og 2000. Des­uden er lobbyiststillingen ændret til en konsulentstilling ifølge formandens læserbrevssvar (Folkeskolen nummer 13), hvorfor for­eningen nok får en merudgift des­angående. Men kunne konsulenten ikke opholde sig i København?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Årsregnskaberne for 2001 og 2002 skal først fremlægges på kongressen til november 2003 og derefter offentliggøres i Folkeskolen i februar 2004. En ejendommelig form for regnskabsetik og måske en af årsagerne til DLFs økonomiske grundstødninger.

Men det er værre endnu. Aktiver og passiver altså statustallene fra årsregnskabet 2001, som kongressen ikke har godkendt, indgår således i årsregnskabet 2002, der også er afsluttet, men heller ikke er godkendt endnu, og statustallene fra årsregnskabet 2002 er derefter overført i årsregnskabet 2003, som efter nuværende regnskabsforhold først bliver behandlet og muligvis godkendt om nogle år, så det varer længe med oplysningen for almindelige betalende DLF-medlemmer om, hvad EU-repræsentationen koster i dag.

Hvis kongressen ikke godkender årsregnskabet 2001, må det få følgevirkning for de efterfølgende regnskabsår. Men måske er kongressens årsregnskabsaflæggelsesprocedure en sikkerhed for altid godkendte regnskaber. Man merkt die Absicht, und man wird verstimmt!

Svar

Foreningens samlede bruttoudgift til Bruxelles-kontoret udgjorde i 2002 cirka 1,3 millioner kroner, hvoraf Danske Underviserorganisationers Samråd dækkede cirka 0,3 millioner, så foreningens nettoudgift vedrørende Bruxelles-kontoret udgjorde cirka 1,0 mil­lion. Der er således ikke tale om en ligedeling mellem lærerfor­eningerne.

Det er vores erfaring igennem årene med en konsulent, at det i forhold til arbejdets karakter og indhold er væsentligt, at hun/han er placeret i Bruxelles.

Jeg er uenig med dig i, at for­eningens økonomi er grundstødt. Vi gennemfører i år og de kommende år en række økonomiske opretninger for fortsat at bevare en fornuftig formue, så vi har tilstrækkelig kapital til akut at kunne igangsætte nødvendige politiske tiltag. Den samlede ramme for besparelser ligger på cirka 15 millioner kroner, som forventes opnået over de næste to-fire år. Dette skal ses i lyset af, at for­eningens samlede driftsudgifter i budgettet for 2004 ligger på cirka 157 millioner kroner. For at blive i det maritime sprog er der derfor nærmere tale om at korrigere kursen et par grader end en grund­stødning.

Det er korrekt, at vi, jævnfør vedtægternes paragraf 20.2, på kongresserne i ulige år skal fremlægge drifts- og formueregnskab. Der har ikke før været rejst kritik af den toårige frekvens. Det tror jeg skyldes, at kongressen har tillid til den kontrol, der løbende sker i den mellemliggende periode.

Årsregnskaberne skal, jævnfør vedtægternes paragraf 32.1, revideres af foreningens valgte revisorer (valgt på kongressen, jævnfør vedtægternes paragraf 20.4) og en af hovedstyrelsen udpeget statsautoriseret revisor.

Hovedstyrelsen, de foreningsvalgte revisorer og foreningens statsautoriserede revisor får løbende via kvartalsvise regnskabsrapporter orientering om foreningens økonomi. Herudover foretager vores statsautoriserede revisor løbende revision af for­eningens økonomistyring, ligesom de foreningsvalgte revisorer kan anmode om redegørelser om foreningens økonomi.

På samme kongres, hvor regnskaberne godkendes for de to seneste regnskabsår (i 2003 regnskabsårene 2001 og 2002), fastlægges kontingentet og kontingentrammen for de efterfølgende to år ( i 2003 altså 2004 og 2005). Hovedstyrelsens indstilling til kontingent for de efterfølgende år ledsages af et foreløbigt driftsbudget. Der er således mulighed for, at kongressen såvel bagud som fremadrettet vurderer, til hvad/hvordan foreningen anvender midlerne.

Oskar Trieb, økonomichef for DLF