Debat Leder
0   265

Saeed al-Sahaf i Roskilde

Den irakiske hærchef forsvandt fra Sorø. Ifølge presserygter er han nu dukket op i Bagdad.

Den irakiske informationsminister Mohammed Saeed al-Sahaf forsvandt fra Bagdad. Ifølge ubekræftede, men vedholdende rygter er han nu dukket op i Roskilde forklædt som borgmester!

Artiklen fortsætter under banneret

Mod jura og ombudsmandspræciseringer, mod sund fornuft og realiteter fortsætter byens Venstre-borgmester, Bjørn Dahl, med at tale magtens forunderlige fatamorgana-sprog om den skoleleder, som han og byråds­flertallet har sat på porten.

Først realiteterne: I Roskilde Avis blev formanden for skoleudvalget citeret for, at Vor Frue Skole havde »ondt i fagligheden«. En udokumenteret uforskammethed, som skolens leder selvfølgelig blev nødt til at imødegå. At tie stille ville være det samme som at give kritikeren ret. Derfor svarede skoleleder Louis Hansen i et læserbrev.

Det har han ret til, siger forvaltningsretten. Og Folketingets Ombudsmand. Ledere af »relativt selv­stændige institutioner« må selvfølgelig udtale sig på institutionens vegne; det blev slået fast for mere end ti år siden.

Men den slags realiteter generer ikke borgmesteren. Så efter 23 år som skoleleder er Louis Hansen nu fritaget for tjeneste, indstillet til disciplinær bødestraf og tjenstlig irettesættelse. Fordi hans moral sagde ham, at han skulle forsvare skolen og dens lærere.

Det er, når man hører borgmesterens argumenter, at man får den mistanke, at Bjørn Dahl er irakisk informationsminister in disguise.

En skoleleder har tavshedspligt, forklarer han til Radioavisen. »For eksempel på grund af viden om fortrolige personoplysninger«. Når journalisten så indvender, at sagen om angrebet på Vor Frue Skole intet har med personfølsomme forhold at gøre, giver borgmesteren ham ret. Men han fortsætter alligevel i informationsminister-skuren: »En embedsmand kan for eksempel have tavshedspligt om en persons anden seksuelle orientering. Eller fordi en sag måske handler om racisme«.

Når journalisten derefter insisterer på, at det intet har med sagen at gøre, giver borg­mesteren ham ret igen. Og fremturer så: »På det principielle plan kan det handle om den subtile skillelinje mellem på den ene side den umistelige ytringsfrihed, som den er fastslået i grundloven, og på den anden side loyalitetsforpligtelsen med hensyn til, hvad sagen handler om og med hvilken kasket man udtaler sig«.

Eller som det hed i Mohammed Saeed al-Sahafs version i Bagdad: »Jeg er ikke det mindste bange, og det skal du heller ikke være«.

Den tvivlende eller forundrede læser kan se andre borgmesterudtalelser på www.folkeskolen.dk. Eller klikke ind på DR og høre Radioavisen den 28. maj.

Nogen i kommunen, i KL eller i partiet må fortælle Roskildes borgmester, at han har en rigtig dårlig sag, og at han bør se at finde en udvej i en fart.

-th

Læs også netnyhederne

Nogen bør fortælle borgmesteren, at han har en rigtig dårlig sag

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Vind hotelophold i julekonkurrencen

Så er det blevet juletid, og folkeskolen.dk har i den anledning en julekalender, hvor du hver dag frem til juleaften kan finde dagens låge-opslag med en præmie på vores Facebookside. Du er også med i lodtrækningen om hovedpræmien, hvor du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller. Tjek vores Facebookside hver dag i december for at være med!

Deltag i konkurrencen