Der er gået mode i at skildre hverdagen i skolerne. Først var det om Rikke, den nye lærer, så om 5.b, og nu kommer så udsendelsen om »Den sorte skole«, Heimdalsgades Overbygningsskole (HGO) på Nørrebro i København. Hverdagen i skolerne er blevet underholdning, som familien Danmark kan grine eller græde ad. Og udsendelserne er dygtigt skruet sammen med historier, der fortsætter, så man er nødt til at se det næste afsnit for at se, om en elev retter sig op, eller om læreren knækker sammen. Følelsesporno, hvor de medvirkende ikke selv er i stand til at sætte grænserne for, hvornår kameraerne skal være tændt, vil nogle måske kalde det. Andre vil mene, at det er nødvendig oplysning om, hvordan nutidens skole ser ud. Der skal selvfølgelig være visse grænser, og som det fremgår af artiklerne i bladet, er der også klare aftaler om, at man kan springe fra. Skolelederen fra HGO var ikke i tvivl om, hvorvidt hun skulle lukke kameraholdet indenfor. Hun mener, at hendes skole er transparent, altså at der kommer og går så mange mennesker, at skolen alligevel ikke har noget at skjule. Og så ser hun selvfølgelig, at skolen er en succes, som hun vil promovere. Motiverne for at medvirke er mange, men der findes også en række skoleledere, der er bange for at åbne op for problemerne på netop deres skole. De vil gerne diskutere generelle problemstillinger, men skal problemerne eksemplificeres, er de bange for, at deres skole bliver stemplet som problem­skole og dermed enten får for få eller de forkerte elever. Men den fare er der jo alligevel. Et enkelt rygte, der i sagens natur ikke behøver at være sandt, kan også skræmme forældrene væk, når poderne skal skrives ind i skolen. Så er det bedre at åbne op og vise, hvordan virkeligheden ser ud på godt og ondt. Rygterne om, at der sker dårlige ting i folkeskolen, er der alligevel, så hvorfor ikke vise, hvad der reelt foregår. Åbningen skal ikke bare ske til medierne, men til hele samfundet. Det samfund, der ikke altid er helt på det rene med, hvordan virkeligheden i folkeskolen ser ud. Som dr.pæd. Steen Larsen syrligt bemærkede i forbindelse med forliget om folkeskolen, blev det skruet sammen af mennesker, som tog udgangspunkt i, hvordan skolen så ud, da de selv gik i skole. Det gælder uden tvivl også for en række lokalpolitikere, for­ældre og andre debattører. Derfor kan det måske være sundt for demokra­tiet, at udsendelserne viser skolen anno 2003. Det har nu engang aldrig skadet den demokratiske debat, at folk ved, hvad de taler om.

Redaktionen