Debat

Nedvurdering

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg undrer mig såre over det 'go'da mand økseskaft'-svar, jeg får af redaktør Kay Christensen i Folkeskolen nummer 8. Svaret forholder sig ikke på nogen måde til substansen i mit indlæg.

I stedet kaster redaktøren sig ud i - i øvrigt ukorrekte - gisninger om, hvad dagbladet Politiken ville gøre. Hvad det så end har med Folkeskolen at gøre.

Redaktøren mente ikke, jeg var i stand til at skrive indlægget så forståeligt, at læserne kunne sætte det ind i en sammenhæng.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det må siges at være en nedvurdering af begge parter, for jeg er sikker på, at alle andre end redaktøren i det konkrete tilfælde - som altså forbliver en hemmelighed for Folkeskolens læsere - ville kunne have sat indlægget ind i en sammenhæng - endda den rette.

Jeg må efter 'svaret' konstatere, at lige meget hvor relevant en debat er for læserne, så kan den ikke føres ind til diskussion i bladet, hvis debatten er startet i et af dagbladene. For så har det 'ikke noget med Folkeskolen at gøre'.

Kan bladet virkelig være så puritansk og se bort fra alt, hvad der sker uden for redaktionens cirkler?

Nej, det kan Folkeskolen ikke. Som jeg skrev sidst, var der i samme blad både en leder - måske skrevet af redaktøren selv? - og en redaktionel artikel, der beskæftigede sig med samme debat.

Ydermere beskæftiger 'Bagsmækken' i nummer 8 sig med nøjagtigt samme indlæg i Politiken, som mit debatindlæg blev afvist for at problematisere.

Hvordan kan redaktøren skønne så forskelligt i identiske situationer?

Jeg efterlyste en konsekvent politik på området.

Jeg fik en sludder for en sladder og må konstatere, at findes der en politik, så følges den ikke konsekvent. Afgørelsen er helt op til redaktørens skøn og forgodtbefindende.

Henning Pedersen

Blokhus

Svar

Redaktøren henviser til svar i Folkeskolen nummer 8.

Hermed betragtes debatten mellem Henning Pedersen og redaktøren om dette emne for afsluttet.

Kay Christensen

redaktør, Folkeskolen