Debat

Formøde i Brugsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg kan kun erklære mig ganske enig med Steen Dam i Folkeskolen nummer 9, men han beskæftiger sig kun med det, som bliver politianmeldt. Problemet med sladderkampagner er meget større. Det ødelægger tilværelsen for mange lærere. Hvilken dygtig lærer bliver ikke dybt deprimeret, når man beskylder ham/hende for de utroligste ting, som intet har med det faglige at skaffe.

Man tror, at man gør poden en tjeneste ved at give ret og medhold uden at undersøge kravene, som stilles, og som undervisningen er tilrettelagt efter.

Børn i 6.-8. klasse kan i reglen ikke selv indse vigtigheden af, at man arbejder koncentreret med tingene.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Lærerens opgave er at undervise, ikke at agere krammedyr for eleverne. Det må forældrene klare. I mange tilfælde skyldes miseren det lille uløste problem med at få proppet en hel liter i en halvlitersflaske.

En lærer, som forældre og dermed elever synes om, kan ingen fejl lave - han/hun kan stå på hovedet eller danse mavedans i timerne, det er blot underholdende og afvekslende.

Læreren, som man har vedtaget, at det 'er galt med', ransager man i alle ender og kanter for at finde et eller andet. Hvis man ikke kan finde noget fagligt, ja så laver man noget personligt.

Joh, for der er jo noget - det siger poden!

Jeg vil slutte med en historie, som jeg altid fortalte i slutningen af 6. eller begyndelsen af 7. klasse.

Den lille er overbevist om, at far er en meget klog og dygtig mand, som kan klare alt. Lidt senere bliver far til en ret almindelig mand - noget kan han, noget kan han ikke.

Når barnet bliver 12-13 år, har far på forunderlig vis udviklet sig til en gammel kraftidiot, der ikke kan fatte noget. Senere, når farmand er gået gennem perleporten, ja så var han en virkelig klog mand, som kunne klare alt.

Det forunderlige er, at det er den samme mand, det handler om. Ak ja, det er måske ikke tilfældigt, at den kriminelle lavalder ligger, hvor den ligger.

Forældre bør gøre sig klart, at vil man tjene som idol, så nytter det ikke at agere teenager som 40-årig. Det gavner ikke at lefle og 'være ung med de unge'. Det, de mangler, er nogen klogere at snakke med - at spørge til råds.

Bent Thøsing

Nr. Åby