Mellem klokken 8.00 og 12.45 er Camilla fra 2.b pige. Ikke kun i fysisk forstand, men i alt, hvad hun siger og gør i dette tidsrum, er hendes sociale identitet at være pige. Camilla og hendes veninder er meget opmærksomme på deres rolle og sidder pænt med fingeren oppe, mens en del af drengene farter rundt i klassen og er meget lidt optaget af faglige krav og formel dannelse.

Når klokken er 13, er Camilla sammen med sine klassekammerater gået hen om hjørnet og ned i knæene, hvor hun og nogle af drengene er i færd med at grave en mudderlabyrint til skolefritidsordningens hamster. Ikke blot Camilla har skiftet rolle. Drengene fra hendes klasse kan nu godt lege med pigerne uden at få tøselopper. Og samtidig er de ikke længere 'asociale og egoistiske elever', men derimod 'glade børn i vækst'.

De to betegnelser ser antropologen Susanne Højlund som typiske kategoriseringer, som henholdsvis lærere og fritidspædagoger bruger til at betegne de lidt vilde drenge i aldersgruppen.

Igennem over et år fulgte hun - gennemsnitligt fire måneder hvert sted - en skoleklasse, en skolefritidsordning og en gruppe børn, der var indlagt på hospital. I den ph.d.-afhandling, der kom ud af arbejdet, påviser hun gennem en række eksempler, at voksne i forskellige professioner har forskellige grundopfattelser af barnet - såkaldte stereotyper - som skyldes de forskellige samfundsmæssige opgaver, som institutionerne har. Og børnene tilpasser sig mere eller mindre bevidst rollerne. Også dem, der strider mod institutionernes officielle mål.

Hun påviser nemlig, at både den enkelte lærer og lærerne som gruppe har et sæt af uofficielle forventninger, hvormed de accepterer, at børn har roller, der strengt taget ikke passer ind i de formelle ønsker.

'Lærerne giver typisk udtryk for, at det kan godt være, at drengene er urolige, men at det også ville være kedeligt, hvis der kun var piger i klassen', siger hun. 'Populært sagt er deres indstilling, at jo mere børn er børn, des mindre er de elever. Men de er sjældent opmærksomme på, at det er dem selv, der - sammen med andre faktorer på stedet - påvirker børnenes måde at se sig selv på'.

Barndommen som konstruktion

Erkendelsen af, at børn har forskellige roller i forskellige sammenhænge, er ikke ny. Mange forskere har længe betragtet barndommen som et fænomen, vi konstruerer. Selvfølgelig har børn fysisk set altid haft bestemte kendetegn, men forventningerne om deres rolle i samfundet har undergået store forandringer. Susanne Højlund satte sig for at undersøge, om nogle af barndomsteorierne holdt vand i praksis, og hvad det egentlig er, der sker, de steder hvor rollerne dannes. 'I en vis forstand skifter børnene social identitet, når de bevæger sig fra den ene gruppe til den anden. Det er ikke noget, der sker bevidst, for identitet er ikke noget, man selv kan bestemme sig for', siger Susanne Højlund.

'Pigerne i den klasse, jeg fulgte, gjorde meget ud af, at de netop var piger, med bestemte karaktertræk, der er knyttet til netop denne rolle. Det hænger meget sammen med, at de af klassekammeraterne og lærerne netop bliver set som piger og derfor bekræftes i den rolle. I skolesammenhæng er der en forventning til piger om, at de er på en bestemt måde. Det interessante er, at forventningerne til drengene er de samme, men de lever ikke op til rollen i nær samme omfang'.

Årsagen mener Susanne Højlund er, at lærerne i virkeligheden har to forskellige sæt forventninger til drengene. Den officielle er, at de skal være elever og opføre sig som sådanne. Men ved siden af ved lærerne godt, at drengene i mange tilfælde ikke passer ind i den rolle. Og lærerne synes inderst inde, at det er i orden. Derfor accepterer de, at drengene er lidt vildere. Drengene opfatter dette som en accept af deres adfærd, og så opfører de sig i overensstemmelse med forventningerne.

Lærere vil ikke opdrage

'Rollen som skoleelev er noget, man skal opdrages til', påpeger Susanne Højlund. 'Men lærerne har et ambivalent forhold til disciplin. De vil gerne have disciplinerede elever, men de vægrer sig ved at påtage sig rollen som dem, der disciplinerer'. 'I skolen opfattes børn som elever. Og lærerne har en bestemt forventning til, hvordan elever opfører sig. Men det at være elev er noget, der skal læres. Det eneste sted, man kan lære det, er i skolen. Men lærerne overser alt for ofte, at det er dem, der skal gå ind i opdragerens rolle. De forventer, at børnene lærer at være elever alle de steder, hvor de netop ikke er det, for eksempel i hjemmet eller i fritidsordningen', siger Susanne Højlund.

Lærerne er ikke alene om at have en dobbelttydig holdning til børnene. Fritidspædagogernes typiske opfattelse af barndom er, at børn i vid udstrækning kan finde ud af at danne sig selv. De voksne skal koncentrere sig om at skabe gode rammer for børnenes udvikling og så i øvrigt lade børnene have deres fantasi i fred. Men også i skolefritidsordningen findes der regler, der begrænser børnenes udfoldelser.

Dyrk forskelligheden

Susanne Højlund mener, at hendes undersøgelse sætter spørgsmålstegn ved dogmet om helhed og sammenhæng mellem skole og skolefritidsordning.

'Hvis de to bliver gjort til en institution med fælles målsætning, vil det hurtigt blive sådan, at børn ikke har mulighed for at lege med deres identitet og afprøve sig selv i forskellige situationer. Så vil de være sammen med et hold voksne i løbet af en hel dag, som vil formulere fælles opgaver til dem. Og så vil der over en årrække udvikle sig en ensartet holdning i voksengruppen. Dermed eliminerer man den forskel i grupperne, som jeg mener, at børn har gavn af, for jeg har set, at en del børn har stor gavn af at kunne foretage et rolleskift, når de kommer over i skolefritidsordningen'.

At bevare denne forskellighed ser hun som en af de kommende års helt store udfordringer. Især for skolelederen, der skal være leder for to personalegrupper med vidt forskelligt syn på børn. Og som skal sørge for, at den samlede skoles målsætning kommer til at rumme det bedste af de to opfattelser af en god barndom.

folkeskolen@dlf.org

Barndomskonstruktioner

'På feltarbejde i skole, SFO og på sygehus'

Af Susanne Højlund 293 sider, 298 kroner

Gyldendals Carpe-bøger