Det gamle bonmot-agtige: Hvad man i ungdommen nemmer, man sent i alderdommen glemmer, ligger som et damoklessværd over det sidste nye pædagogiske skrig. For når diverse flop og tossestreger hidtil ingen effekt har haft på nogen af folkeskolelovens ynkeligheder, er der vel kun tilbage at fægte i blinde og fæste lid til det outrerede. Og denne gang handler det, som beskrevet i Folkeskolen nummer 7, om et nærmest forrykt forsøg på at undgå den grumme børnemishandling, som det er blevet almindeligt at anse specialundervisningen for at være. I Folkeskolen nummer 7 bliver dette helvede for de fortabte kaldt for 'specialundervisningssumpen'. Og hvordan befrier man så børnene for noget så grusomt. Jo, de mangler, som hidtil har ført børnene ud i sumpen, skal man bare anse for ganske normale foreteelser. Og så er der jo ikke mere brug for specialhjælp. Vel? Men det kræver altså, at nogen tør læne sig op ad det grænseløst naive håb, at de normaliserede mangelfuldheder på et tidspunkt som ved et guddommeligt indgreb forvandler sig til ret viden og kunnen. Og imens kan afmægtighedens eller magelighedens pædagogik da vist fejre kronede dage. For det varer jo noget nær en halv snes år, inden det viser sig, at underet selvfølgelig ikke indtræffer som planlagt. De 'stavefael', som heldigvis kun ganske få skoler erklærer ikke 'fens', nemmes jo af børnene og har det med mundheldets stædighed at bide sig fast. Jo, men en lærer udtaler med overbevisning det utrolige, at 'børns stavning helt automatisk vil udvikle sig (til det korrekte), når de begynder selv at lytte og derefter stave'. Hvad har man dog fortalt forældrene, siden de som angivet alle har set lyset i denne afmægtighedens pædagogiske galskab.

Vagn Madsen

Brønderslev