Som Moses fra Nebobjerget skuede ind i det forjættede land, som han var forment adgang til, skuer professor Niels Egelund ind i en politisk lukket fremtid for folkeskolen. En fremtid, som rummer al den uddannelsesmæssige mælk og honning, men som politiske og pædagogiske førerskikkelser væmmes ved. Og Egelund er pædagog og vil derfor ikke derind. Så hellere en ny omgang ørkenvandring. For det må da kunne lade sig gøre at vride vores egen pauvre portion mælk og honning ud af det golde ørkensand. Det er derfor, rammerne for specialundervisningen er ved at sprænges. Men Egelund tror på rummelighedens slangegud og vil have specialhjælpen ind i de udelte klasser, hvor alt muligt andet er dynget ind, og hvor specialhjælpen vander ud og bliver billig. Det kræver små holddannelser, der så skal kompenseres med kæmpe uunderviselige horder, hvor undervisningen så må sjuskes igennem. Egelund vil gøre noget for de svage og de stærke. Men det skal gøres under de mest umulige betingelser, nemlig i de udelte forsamlinger, som ingen lærer ifølge Egelund kan spænde over. Nå ja, vi kan jo også dele op i grupper ad libitum. Gruppedannelsen har sandelig været guld værd for skolen. I grupperne kan problemerne tårne sig op, så meget de vil, uden at nogen får øje på dem. For i grupperne kan udelthedens uddannelseshæmmende effekt omfortolkes til øvelser i socialt samvær og smådemokratiske udfoldelser. Egelund kunne nu godt tænke sig at gruppere eleverne niveaudelt. En frygtelig tanke, der ligger lokkende lige på den anden side af grænsen til landet med mælken og honningen. Men nej. Ikke tale om. Denne afskyelige, men logiske konsekvens vil Egelund ikke vide af. Men det interessante er, at Egelund argumenterer bravt for dén elevdifferentierende delte skole, han ikke vil vide af.

Vagn Madsen

Brønderslev

Forkortet af redaktionen