Debat

Vi svigter ikke 93

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere, der blev ansat i 80'erne og starten af halvfemserne, står til at få en pension på cirka 100.000 kroner årligt (i nutidskroner) efter et fuldt lærerliv. DLF svigtede denne gruppe kollegaer ved kommunaliseringen i 1993 og igen ved overenskomstfornyelsen i 2002. I 1993 blev de ikke sikret den tjenestemandslignende pension, som de var stillet i udsigt, og ved overenskomstfornyelsen i 2002 blev gruppen kun i ubetydelig grad kompenseret. En del af gruppen fik indbetalt et éngangsbeløb på maksimalt 24.000 kroner i Lærernes Pension. De fleste fik 12.000 kroner, en del fik mindre og nogle slet intet, fordi kompensationen kun angik det specielle problem, at der ikke var indbetalt pension for en række måneder.

Der er brug for en helt anderledes omfattende løsning af problemet. En mulighed, som har været nævnt, er at forhøje pensionsindbetalingen for denne gruppe med flere procent. Det må regnes nøjagtigt ud, hvad niveauet skal være. Desværre har foreningen endnu ikke udregnet modeller og beregnet økonomi vedrørende problemets løsning. Derfor finder mange det også svært at tage stilling til, for vi ved reelt ikke, hvad det vil koste i en overenskomstfornyelse.

Det er dog vores opfattelse, at problemet må løses uanset prisen, for foreningen har sammen med arbejdsgiverne taget en ret til en god pension fra 93-gruppen, og det må der anstændigvis rettes op på.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Nu skal KL forberedes på, at dette problem må og skal løses ved overenskomstfornyelsen i 2005.

Derfor opfordrer vi til, at der vedtages udtalelser på alle generalforsamlinger i de lokale kredse i foråret, som kan lægge pres på vores arbejdsgiver. Det er ikke et øjeblik for tidligt. Nedenstående eksempel er til fri afbenyttelse.

'Til KL Medlemmer af _________ Lærerforening forsamlet til generalforsamling den ____ 2003 udtaler: Vi ønsker at gøre KL opmærksom på, at kravet om mere pension til overenskomstansatte lærere vil være centralt ved overenskomsten i 2005.

Kravet gælder i særlig grad for de kolleger, som ved kommunaliseringen i 1993 var ansat som årsvikarer og timelærere.

På trods af forbedring ved overenskomsten i 2002 har pensionen for overenskomstansatte lærere fortsat et utilfredsstillende niveau.

De lærere, som allerede var ansat som årsvikarer og timelærere ved kommunaliseringen i 1993, kan efter et langt lærerliv se frem til en uhørt lav pension, på trods af at de i sin tid blev stillet i udsigt, at de ville få en tjenestemandslignende pension. Pensionsforholdene for denne gruppe er ikke tilnærmelsesvist løst ved overenskomsten i 2002'.

Vi hører gerne kommentarer og spørgsmål angående vores forslag, for eksempel på e-mail lsinnbeck@dlf.org eller dortelange@dlf.org Eller endnu bedre: Skriv direkte her i Folkeskolen.

Dorte Lange

kredsformand i Søllerød Lærerforening

Lone Sinnbeck kredsformand i Odense Lærerforening