Aftenen før Staff Callewaert holdt sit indlæg på konferencen 'Dansk Læreruddannelse 2002 - status og perspektiver' (omtalt i Folkeskolen nummer 49/2002), sad jeg i min egenskab af arrangør for konferencen og sludrede med ham. Talen faldt blandt andet på den måde, Danmarks Evalueringsinstitut evaluerer pædagogiske institutioner på. Han var særdeles kritisk, fordi instituttets konklusioner overvejende bygger på interview og sjældent på iagttagelser. Evalueringen giver derfor et halvt billede. Kun det, aktørerne tegner, og ikke det, deres praksis viser. Det kunne jeg kun give ham ret i. Halve sandheder kan ikke bruges til ret meget.

Så meget desto mere overrasket blev jeg over hans indlæg dagen efter, idet indlægget indeholdt en række påstande om undervisningen på lærerseminarierne, der for det første kun byggede på begrænsede iagttagelser og slet ikke på interview, og for det andet blev disse sandheder generaliseret til at gælde for al undervisning på seminarierne. Jeg slog mig dog til tåls med, at hans indlæg sammen med de øvrige indlæg på konferencen skulle bidrage til en bredere debat om læreruddannelsen.

Stor var derfor min forbavselse, da jeg i Folkeskolen nummer 50-52/2002 læste Vibe Halbirks artikel 'Seminarierne leverer halvtygget halvfabrikata', hvor hun i korte træk resumerer Staff Callewaerts tanker, uden at han heller ikke her gør sig den ulejlighed at dokumentere sine sandheder. Hans konklusioner er, at det er 'løgn', at der i uddannelsen er et samspil mellem linjefag, pædagogiske fag og praksis, og at 'seminarierne leverer halvtygget halvfabrikata'.

Et er et polemisk indlæg på en konference, noget andet er at lade det trykke. Skriftlighed signalerer større sandhedsværdi, uanset at der mangler dokumentation for påstande, der ender med at karakterisere alle seminarielærere som fagligt og pædagogisk inkompetente og uden politisk indsigt.

Flere af mine linjefagskolleger opfatter sig ikke kun som faglærere, men også som fagdidaktikere, fordi de mener, at de underviser i et undervisningsfag, og mine kolleger i de pædagogiske fag ser sig selv som didaktikere, selv om de underviser i andet end almen didaktik. For langt de fleste af disse lærere gælder, at den teori, de formidler, ikke er foreskrivende for praksis, som han påstår, men et bidrag til, at den nyuddannede lærer kan forholde sig kritisk til sin praksis ved at se på: 'Hvilke resurser har jeg til rådighed? Hvilke elever har jeg? Hvad er min egen kapacitet?' Netop det, som Callewaert hævder, uddannelsen skal lægge op til.

Seminariet har afsat midler til koordination af undervisningen, lærernes samarbejde og samspillet med praktik. Den årlige resurse svarer til knap to hele lærerstillinger, hvor langt den største del bruges til, at både linjefagslærere og lærere i de pædagogiske fag kan besøge studerende i praktik og inddrage de studerendes praktikrapporter i undervisningen.

Så hvem er det, der lyver, og hvem er det, der leverer halvtygget halvfabrikata?

Jon Jensen

formand for Fagligt Forum, der er en paraplyorganisation for de faglige foreninger i læreruddannelsen

Forkortet af redaktionen