Jesper Haghfelt havde i Folkeskolen nummer 50-52/2002 en række betragtninger, som jeg havde lidt svært ved at finde hoved og hale i.

Det ene øjeblik handlede det om, hvorvidt jeg var blevet venstreorienteret. Det næste øjeblik handlede det om Sovjetunionen for til sidst at forholde sig til Sputnik. Så meget tror jeg at have forstået, at indlægget var en kritik af folkeskoleforliget. Men resten af indlægget var en smule uklart.

Lad mig derfor opsummere: Folkeskoleforliget betyder ikke, at projektopgaven forsvinder. Den eneste ændring i forhold til i dag bliver, at projektopgaven fremover skal inddrage elementer fra både samfundsfag og historie.

Projektopgaven skal fortsat styrke udvikling og fornyelse.

Forliget indebærer hverken faste eller nationale læseplaner.

Til gengæld indeholder det en række trinmål, som skolen skal bestræbe sig på at sikre, børnene når. Trinmålene bliver meget lig de klare mål, som skolen allerede kender. Men jeg har på intet tidspunkt ønsket at gå ind i en indholdsmæssig styring af folkeskolen. Jeg mener, at lærernes professionelle kendskab til børn og deres læring skal være fundamentet for skolens virke. Men at have metodefrihed er ikke det samme som at have målfrihed. Det er fortsat Folketinget, der formulerer, hvilke mål børnene skal nå. Det er der faktisk ikke noget som helst nyt i.

Endelig vil jeg fremhæve, at vi med forliget har sikret børnene flere timer. Det vil sige, at der nu bliver mere tid til fordybelse i skolen.

Samtidig er der skabt bedre rammer for en realisering af undervisningsdifferentiering, fordi skolen i højere grad end tidligere nu kan dele børnene op i hold på tværs af klasser. Nu kan man bedre etablere hold på baggrund af den enkelte elevs behov, interesse og forudsætninger.

Jeg mener, vi har indgået et forlig, der ligger meget langt fra 1950'ernes Sovjetunionen og USA. Men det er dog lidt forstemmende, hvis fagfolk i folkeskolen ikke er i stand til at se de muligheder, vi nu har skabt.

Ulla Tørnæs

undervisningsminister