Brædstrup-lærere ikke sikre på Ny Løn

Ny Løn. Centralt indgået forlig om Ny Løn i Nørre Snede smitter måske ikke af på hardcore-kommune

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom der er udsigt til, at forhandlingerne om Ny Løn falder på plads i Nørre Snede, er det fortsat uafklaret, hvad der kommer til at ske i nabokommunen Brædstrup. Kommunen og lærerkredsen er i øjeblikket ved at få en sektorbeskrivelse på plads, som skal danne grundlag for videre forhandlinger om løn, men formanden for Brædstrup-Gedved Lærerforening, Benny Obel Thomsen, mener, at det er for tidligt at sige noget om, hvad der kommer til at ske.

'Det er nemt nok at blive enige om, hvad man på et overordnet plan vil med skolevæsenet. Noget helt andet er det at gennemføre lønforhandlingerne', siger han.

Den manglende optimisme hænger sammen med, at kommunen indtil nu har holdt fast ved, at Ny Løn skal fordeles efter et system, hvor alle får individuelle karakterer. De skal blandt andet gives for, hvor fleksibel den enkelte lærer er.

Det har man hidtil sagt nej til, selvom det har betydet, at lærerne ikke har fået Ny Løn for tre år. Der har været ført forhandlinger på centralt plan gennem tvistløsningssystemet, men det er der ikke kommet en afgørelse ud af. Hvis ikke de lokale forhandlinger lykkes, er konsekvensen, at lærerne samlet mister en lønsum på 700.000 kroner. For enkelte af lærerne er der tale om, at de siger farvel til op til 40.000 kroner.

'Det har vi talt om på de møder, jeg har været rundt til, men der er ingen slinger i valsen. Medlemmerne vil ikke acceptere kommunens model', siger kredsformanden.

Borgmester Thorkild Skifter, Brædstrup, er ikke meget for at kommentere situationen, men han understreger, at kommunen har brug for en aftale. Det har lærerne også, mener han.

'Jeg vil ikke begynde at kaste noget ind i forhandlingerne, der kan være med til at ødelægge klimaet. Det er et område, hvor der ikke skal ret meget til for at få tingene til at vælte', siger han.

Afsmittende effekt

Det at forhandlere fra KL og Lærernes Centralorganisation er blevet enige om en model for Nørre Snede, kan få afsmittende effekt i nabokommunen. I hvert fald vil lærerkredsen argumentere med, at det virker mærkværdigt, hvis Brædstrup er det eneste sted i landet, hvor man holder fast ved en individuel vurderingsmodel.

'Teksten, som KL og Lærernes Centralorganisation (LC) er blevet enige om, er desværre lidt uklar. Man har ikke konkret set på, hvad man vil, men det er positivt, at man er gået bort fra de skemaer, som man i begge kommuner har ønsket at bruge. Det vil jeg sige til borgmesteren', siger Benny Obel Thomsen.

I Nørre Snede er der aftalt fem møder mellem lærerkredsen og kommunen. De skal være overstået 1. marts. I aftalen mellem KL og LC står der, at ti procent af midlerne skal fordeles til enkeltpersoner. Østjysk Lærerkreds har hidtil været imod en individuel fordeling, men kredsformand Edvin Gustafsson tror på en lokal løsning.

'Det gør jeg, fordi vi nu er sikre på at få 90 procent, og fordi man ikke kan rende fra, at der er en aftale. Jeg er desuden pragmatisk anlagt og synes derfor, at det er bedre at få det, vi kan få, end at skyde det hele fra sig, fordi noget bliver fordelt på en anden måde, end vi gerne vil have', siger kredsformanden.

Når der i aftalen står, at der skal bruges penge til en individuel fordeling, hænger det sammen med, at LC har måttet erkende, at aftalen om Ny Løn giver mulighed for at fordele midler både gruppevis og til enkeltpersoner.

folkeskolen@dlf.org