Anmeldelse

coagmento.dk

Revolutionen udebliver, men Coagmento holder

Coagmento lover et opgør med digitalisering for digitaliseringens skyld. Men selvom det noble mål ikke helt nås i denne omgang, skal folkene bag have point for at sigte højt og have idealer – og mest af alt for at have skruet et udmærket digitalt læremiddel sammen til samfundsfagsundervisningen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den nye samfundsfagsplatform hedder Coagmento, hvilket er latin for ”jeg sætter sammen”. Ideen bag er, at samfundsfagets kerneindhold skal sættes sammen med hverdagens nyheder. I samfundsfagets formålsformulering hedder det, at eleverne skal opnå ”viden om samfundet og dets historiske forandringer”, så man må sige, at Coagmentos vision og fagets formål hænger fint sammen.

Fakta:

Titel: coagmento.dk

Pris: Et års abonnement koster 480 kroner per klasse

Forlag: coagmento.dk

Der er i det hele taget meget godt at sige om platformen Coagmento: Den kommer godt rundt om en lang række relevante emner; den er nem at manøvrere rundt i for eleverne, som også hjælpes godt på vej af en naturlig progressionsmodel. Der er små indlagte quizzer, der fordrer opmærksomhed om det læste, og andre fine tiltag, der måske ikke udgør et voldsomt paradigmeskift, men som bidrager til fokuseret læsning og eftertanke.

Under hver af de tre hovedemner: politik, økonomi og sociale/kulturelle forhold findes en række underkategorier med fin variation i temaer, som behandles forskelligt, fra det helt nære forbrugsforhold, ”du går ned og køber en kebab”, til makroforhold og velfærdsmodeller, Maslows behovspyramide og Erving Goffman. Der er også interview med adskillige af landets centrale skikkelser fra hele det politiske spektrum, og under fanen "Aktuelt" byder Coagmento på hver måneds vigtigste nyhed i hver af de tre ovennævnte kategorier. Der refereres videre til en uddybende artikel om emnet, som i seneste ombæring tæller støttepartiernes funktion og indflydelse, lovgivning om kviklån og ulighed i sundhedsvæsenet, ligesom der er opgaver til hvert opslag.

Scroller man forbi den aktuelle måneds tre emner, finder man et omfattende arkiv over forgangne måneders emner. Det vil næppe være noget, man bruger i tide og utide, men det er faktisk en ret interessant logbog over, hvad vi som danskere har skullet forholde os til i den nærmere fortid, og det kan bestemt bringes til anvendelse i undervisningen.

Coagmento er naturligvis ikke perfekt, men kritikpunkterne er hverken talrige eller graverende. Man kan godt se, at der ikke har været et stort designhold til at gøre platformen lækker, og i introvideoen kan det nogle gange være lidt svært at høre speaken, fordi baggrundslydbilledet er lidt højt, ligesom der er en fejl i den pris, der nævnes her – det vender jeg tilbage til.

Der er ikke en samlet lærervejledning – under fanen "Lærervejledning" får man lovning på en kommende video og opfordres til at ringe med spørgsmål. Det skal understreges, at der er glimrende lærervejledninger integreret under opslagene, så man lades ikke i stikken, men man savner den samlede præsentation.

Nogle gange nævner jeg i anmeldelser, at et materiale er nemt at gå til for læreren, og at man egentlig bare kan tænde og gå i gang. Det siger selvfølgelig ikke noget om de faglige kvaliteter, men er rart at vide i en travl hverdag. Coagmento egner sig ikke til sidste øjeblik eller en vikartime, man lige er sejlet sidelæns ind i uden forberedelse. Man skal afsætte tid til at gennemgå tekster og spørgsmål og så videre grundigt for at sikre flow og kvalitet i timen – det er på ingen måde negativt ment, det er bare sådan.

Jeg ringede til Coagmento for at spørge til lærervejledningen og fik at vide, at den sandsynligvis var klar om en til to måneder. Jeg tror, en samlet vejledning kan give lidt bedre overblik og vil lette forberedelsen noget. Og så var der det med prisen. I introduktionsvideoen fortæller folkene bag Coagmento, at deres produkt er prismæssigt fordelagtigt – men på skærmen ses en, i sammenhængen, overraskende høj pris. Det spurgte jeg også til, da jeg alligevel havde dem i røret. Det viste sig at bero på en fejl; den korrekte pris er markant lavere, og da jeg hørte det rigtige tal, måtte jeg give Coagmento-folkene ret: Der er god value for money i denne platform.

Samlet set er der klart en opadvendt tommelfinger herfra, og måske vil særligt fri- og privatskoler, som ikke har indkøbsaftaler og heller ikke så store budgetter, have gavn af Coagmento som leverandør.