K og DF vil have bindende delmål

De to partier har droppet faste læseplaner

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti frafaldt på et forligsmøde i Undervisningsministeriet i sidste uge deres krav om indførelse af bindende læseplaner.

'Man vil have mål- og rammestyring af folkeskolen, og det er fint med os, hvis bare målene for, hvad eleverne skal kunne, bliver bindende', sagde Louise Frevert (Dansk Folkeparti) og Helle Sjelle (Det Konservative Folkeparti) samstemmende efter mødet.

Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har ellers de sidste uger argumenteret for, at staten skal bestemme, hvilket stof eleverne skal undervises i.

Det vil give en mere ensartet folkeskole landet rundt, mener de to partier.

Alle andre partier har imidlertid været imod et sådant statsligt pensum, også Venstre, selv om der står i regeringsgrundlaget, at regeringen skal arbejde for 'mere bindende læseplaner'.

Nu vil Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i stedet have bindende mål. Deres forslag går ud på, at staten skal fastsætte de mål, som eleverne skal nå på hvert klassetrin i hvert fag.

Hvad Venstre, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti mener om forslaget, er uklart. De holder alle kortene tæt ind til kroppen i denne fase af forhandlingerne.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, siger, at han ikke vil vanskeliggøre forhandlingerne med udtalelser på nuværende tidspunkt, 'fordi for mig er det vigtigt, at der kommer et meget bredt forlig omkring folkeskolen'.

Men han gør dog opmærksom på, 'at det er vigtigt, at vi skaber plads og rum til, at lærerne professionelt kan tage ansvar for undervisningen; det er nemlig en afgørende forudsætning for kvaliteten i folkeskolen'.