Karakterskala sat ud af kraft

Kvaliteten af læreruddannelsen er blevet markant forringet, men karaktererne er de samme

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den faglige kvalitet i læreruddannelsen er forringet, men det kan ikke ses på eksamensbeviset. Karaktererne afspejler heller ikke, at der er meget store udsving i kvaliteten af undervisningen fra seminarium til seminarium. For censorerne føler sig pressede til at justere karaktererne, alt efter hvor mange lektioner de studerende har haft. 'Presset på os er stort. Når du står over for et linjefagshold, hvor den faglige kvalitet er i bund, bliver man et dumt svin som censor, hvis man dumper halvdelen', siger Alex Schou.

Han er tillidsrepræsentant på Haderslev Seminarium, lektor i biologi og natur/teknik og censor i samme fag. 'Groft sagt føler vi os pressede til at vurdere Odenses studerende ud fra, at de kun har haft 177 konfrontationstimer med en lærer.

Det giver nogle helt andre forudsætninger end på Blaagaard, hvor de studerende har haft 300 timer'.

Alex Schou er ikke den eneste censor, der reagerer på den måde.

En af grundene til, at censorerne ikke holder fast i det faglige niveau, er ifølge Alex Schou, at seminarierne er fuldstændig afhængige af taxametersystemet, samtidig med at deres økonomi er presset i bund. Med andre ord går censorerne på kompromis med det faglige niveau, for at landets seminarier ikke skal gå konkurs.

Censorformand for læreruddannelsen, Børge Troelsen, kender problemet. De politisk dikterede besparelser har tvunget seminarierne til at skære i undervisningen. Og det har forringet kvaliteten, fastslår han. 'Som censor kan man godt se en direkte sammenhæng mellem antallet af lektioner og det faglige niveau. Nogle seminarier har været tvunget ud i så store besparelser på undervisningen, at de har nået smertegrænsen, og det sætter sig tydelige spor. De studerende bliver fagligt dårligere', konstaterer censorformanden .

Blåstempler et ringe niveau

Censorerne har til opgave at holde fast i det faglige niveau og være garanter for, at et 8-tal svarer til færdigheder på et vist niveau, uanset hvor i landet det falder. Men det sker tilsyneladende ikke.

Selv om der er forskel på fagligheden, er der ikke ret store udsving i seminariernes karaktergennemsnit. 'Det er vanskeligt at nå niveauet med de forhåndenværende resurser. Politikerne råber op om højere kvalitet og bedre resultater, samtidig med at de beskærer. Det hænger ikke sammen - nogle steder er det værre end andre. Når forskellen på karaktererne ikke bliver større seminarierne imellem, skyldes det en form for solidaritet i standen. Seminarierne har ikke de samme resurser at gøre godt med, så de kan ikke levere samme niveau alle steder. Censorerne kender betingelserne og viser forståelse for vilkårene', forklarer Børge Troelsen.

At censorerne med den flydende karakterskala dermed kan komme til at blåstemple seminariernes forskellige niveau og samtidig er med til at forringe uddannelsens faglige kvalitet, er et stort problem, mener Børge Troelsen.

Elendigt brugsklaver

Linjefaget musik er et af de steder, hvor det er meget tydeligt at se - eller rettere høre - at det faglige niveau daler.

'Generelt er de studerende blevet dårligere til at læse noder, spille brugsklaver og sætte akkorder på en sang', konstaterer Palle Jespersen, der er tillidsrepræsentant og lektor i musik på Vordingborg Seminarium.

'Der er også store forskelle på, hvor dygtige de studerende er på de forskellige seminarier. Blandt andet fordi rekrutteringsgrundlaget er forskelligt i de store byer og på landet - sådan har det altid været. Men forskellen i antallet af undervisningstimer betyder også rigtig meget'.

Palle Jespersen har været udsat for musikeksaminer på et unavngivet seminarium, der mildest talt ikke lød for godt.

'Så tænker jeg - nå ja. Jeg står over for nogle unge mennesker, der ikke har fået ret meget undervisning, og som har gjort alt, hvad de kunne ud fra deres muligheder. Det er umuligt at abstrahere fra sammenhængen - tanken om at dumpe halvdelen af et hold er meget svær at bære. Jeg synes også, at der skal være en vis sammenhæng mellem de tilbud, de studerende får, og de krav, vi stiller til dem. Vi kan ikke bare dumpe dem på stribe'.

Palle Jespersen er helt klar over, at han er med til at forringe det faglige niveau, når han som censor ikke sætter hælene i.

'Når jeg så kommer hjem efter sådan en omgang og tænker på, at jeg gav langt dygtigere studerende fra et andet seminarium den samme karakter, bliver jeg alligevel i tvivl. Jeg føler bondeanger, fordi jeg ikke har været barsk nok', siger Palle Jespersen.

Uacceptabelt, hvis niveauet falder

For undervisningsminister Ulla Tørnæs kommer det som en stor overraskelse, at læreruddannelsens faglige niveau ifølge censorerne er blevet dårligere.

'Karaktererne skal være retvisende, og de skal kunne sammenlignes, så jeg har ikke mulighed for at efterprøve censorernes påstande.

Men det er ikke acceptabelt, hvis det faglige niveau generelt falder.

Det vil vi fra ministeriets side følge meget nøje. Målet for det politiske flertal var jo i sin tid at styrke kvaliteten. Det er heller ikke rimeligt, hvis læreruddannelsen bliver meget forskellig fra seminarium til seminarium. Det vil jeg da bede mit hus om at danne sig et overblik over', siger Ulla Tørnæs.

Undervisningsministeren vil ikke komme med konkrete bud på, hvad hun eventuelt vil gøre for at rette op på læreruddannelsens kvalitet. 'Indtil jeg har fået det modsatte bevist, er jeg overbevist om, at der er tale om en forsvarlig uddannelse. Men vi vil generelt følge den nye læreruddannelse, og såfremt det, censorerne antyder, er rigtigt, vil det blive afdækket i evalueringen af læreruddannelsen næste år. Så vil jeg tage stilling til, hvad der eventuelt skal ske', siger Ulla Tørnæs. Formanden for Lærerseminariernes Rektorforsamling vil ikke tage censorernes kritik alvorligt. Han reagerer med vantro over for deres fremstilling af det faglige niveau rundt om i landet. 'Jeg har ingen grund til at tro, at censorerne ikke agerer, som de skal i forhold til uddannelsesbekendtgørelsen. Jeg kan ikke forestille mig, at censorerne foretager regulerende foranstaltninger.

Så lever de ikke op til det, de skal, og jeg vil ikke kommentere de ting, de udtaler', siger Nils-Georg Lundberg.

Vibe Halbirk er freelancejournalist

Konsekvenser ved ansættelse

Formanden for Lederforeningen ser meget alvorligt på censorernes udmelding. I folkeskolen får det praktisk betydning i ansættelsen af nye lærere.

'Når det her bliver kendt blandt skoleledere, kommer der nye parametre ind i vurderingen af ansøgeren, i forhold til fra hvilket seminarium han kommer', siger Jens Færk.

'En middelkarakter fra et økonomisk hårdt belastet seminarium kan virke afskrækkende. Hvis en ansøger kommer med et 7-tal fra Odense, bliver det ikke på det faglige, vi ansætter vedkommende', siger Jens Færk.

Han er forbløffet over kritikken fra censorerne, men ikke over at det er svært for seminarierne at holde kvaliteten.

'Jeg kan ikke kraftigt nok opfordre undervisningsministeren til at tage den her problemstilling op. Nu. Det er nogle fuldstændig vanvittige vilkår, seminarierne har til at uddanne vores kommende lærere. Og det er min fornemmelse, at rektorforsamlingen ikke melder nok ud', siger Jens Færk.