I Folkeskolen nummer 24 har Susanne Thulin under rubrikken 'Kommentar' en artikel under overskriften 'Glæden ved at være skoleleder', som senere efterfølges af et 'Hvorfor valgte jeg egentlig at blive skoleleder?' Det er altid godt med en kritisk undren. Godt nok ser Susanne Thulin en række minusser ved sit eget job med henhold til arbejdsvilkår, lønforhold og så videre, hvor hun kunne finde 'mange gode grunde til at søge nye græsgange', men altså hendes hverdag: 'Det er bare så dejligt at være skoleleder'. Det er nærmest den syvende himmel med skyer af glad mor-snak. Ingen forlader en sådan arbejdsplads frivilligt!

Grundet pladshensyn følger et lille, men nænsomt uddrag af ord fra artiklen: 'Velfungerende pedeller, fantastiske skolepsykologer og socialrådgivere. En fair tillidsrepræsentant samt skolebestyrelse. Et positivt, engageret og dygtigt personale, der ser mulighederne frem for begrænsningerne, og som gerne vil skoleudvikling'.

I Susanne Thulins skoleunivers er der ikke nogen, som er udviklingsresistente. Det sidstnævnte ord er yderst ubehageligt og pop-smart, men det optræder lejlighedsvist underground i diverse pædagogiske managementcirkler, hvor man vil give en lynhurtig APV (arbejdspladsvurdering) til stor moro for især andre udviklingsorienterede ledere. Jeg er ikke i tvivl om, at Susanne Thulin vil det gode. Langfra. Men vi kan ikke snakke, bede og rose os ud af folkeskolens massive problemer. På tysk kaldes det en 'Gesundbeter'.

I værste fald kunne Susanne Thulins artikel være et oplæg til et nært samarbejde med Kommunernes Landsforening med udgangspunkt i dennes sidste livsfarlige debatoplæg 'Alle børn skal lære mere'. Her er der ingen ende på lyksalighederne og ikke mindst muligheden af for eksempel gnidningsfri 'indbyrdes undervisning'. Velbekomme.

Henning Jakobsen

Køge