Jeg er efterhånden godt gammeldags træt af at være på sidelinjen, så nu sker det. Regeringen har på kort tid vist en handlekraft, der er skræmmende, i retning af at afskaffe stort set alt det, vi har været med til at kæmpe for i sidste og forrige århundrede. Jeg har af gode grunde ikke været med fra starten i forrige århundrede, men har siden min opvækst i 1950'erne været med til at bakke op omkring et socialt samfund. Jeg vil ganske simpelt ikke sidde passivt på sidelinjen og se på, at det, der har været omkring 100 år undervejs af velfærdssamfund, nu på kort tid skal væltes omkuld.

Det, regeringen har gjort indtil nu for at køre samfundet i sænk, er prisværdigt, hvis man er en af dem, der har stemt på den (regeringen).

Hvis man ikke har det, er det mildt sagt skræmmende. Nedlæggelser af forskellige råd med eksperter, ny planlov, ny skolelov, ny &¡133; Der er overhovedet kun én ting, der er fælles for det, regeringen har gjort indtil nu: der er ingen faglig/saglig fornuft eller begrundelse, men kun den ene: alt skal laves om, uanset om det duer - bare for at lave det om!

Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt hverken økonomisk, moralsk, socialt eller noget som helst andet! En som jeg er ved at finde 'våbnene' frem igen, for jeg vil ikke finde mig i, at der i resten af mit liv skal skabes et samfund efter den asociale model, der er på vej. Økologi, social forståelse, ansvarlighed over for ulande, flygtningepolitik smadres stille og hurtigt uden væsentlig modstand! Hvor er de politiske kræfter i Folketinget, der skulle gøre modstand? Hvis ikke der sker noget i Folketinget, flyttes debatten ganske enkelt til gaden, hvor der efterhånden vil være flere og flere, der vil gør indsigelse mod det, der er i gang.

Selv er jeg en af dem, der ikke længere vil være passiv tilskuer. Jeg har i mit arbejde indsigt i, hvordan følgerne af regeringens politik vil være, og det, jeg ser, er ikke af det gode. Vær solidarisk med dig selv!, sagde nogen engang! Det har virket, men hvis det er den vej, vi skal følge, ser fremtiden ikke godt ud, og jeg er trist til mode ved at skulle overlade fremtiden til de yngre, som jeg i hele mit aktive arbejdsliv har prøvet at gøre til hele, sociale og ansvarlige mennesker.

Jeg er som forstået af mine ord ikke en af de yngre, men jeg er en af dem, der vil være at finde på barrikaderne, når det går løs, for det, vi med regeringens 'visioner' byder også mine efterkommere, vil jeg ganske enkelt ikke være passiv vidne til!

Alle, der er imod det, der er ved at ske, opfordres til at kæmpe aktivt!

Hans Houmøller

Rødovre