I slutningen af 90'erne fik vi F2000, en gensidig aftale mellem Kommunernes Landsforening, Folketinget og DLF, der skulle sikre de enkelte skoler ro til at udvikle sig og højne kvaliteten. I det nationale kompromis lå også, at der ikke ville blive rørt ved folkeskoleloven. Siden da er der sandelig kommet gang i udviklingen på flere niveauer. Regeringspartierne planlægger en ny folkeskolelov. Undervisningsministeriet udsender Klare Mål for næsten alle fag. De fleste kommuner har iværksat egne udviklingsprojekter, DLF udsender til kredsene mangfoldige skrivelser og publikationer, som ønskes til debat blandt medlemmerne. DLF satte gang i udviklingsprojektet, der med nogle få nøgleord handlede om omstilling, udvikling og nytænkning. Eksempelvis: 'Lytter DLF til medlemmernes ønsker og mål?' og 'Hvad skal der til for at kvalificere DLF?'

De ovennævnte beskrevne udviklingsinitiativer er alle topstyrede. Udvikling er ikke af det onde, lærere er også visionære, engagerede og målrettede. Det er umiddelbart ligegyldigt, om udvikling kommer oppefra eller nedefra, men det er påfaldende, hvis al udvikling er topstyret. Det opleves af den enkelte lærer som ekspropriering. Vi ønsker en fladere struktur og organisering. En måde at handle og beslutte på, der i højere grad giver den enkelte lærer, den enkelte skole mulighed for og råderum til selv at formulere visioner, værdier og handleplaner, vel at mærke i selvforvaltet tempo.

Carsten Nørballe og Benedikte Gjøl

Frederiksberg