Det er gode emner, Asla Fomsgaard Adrian tager op i sin klumme i Folkeskolen nummer 21 om dilemmaet for mange lærere mellem at være privatpersoner og professionelle. Og hendes præcisering af, at læreres skøn må baseres på viden og kompetence, rammer også plet. Det samme gør hendes anbefalinger af, at pædagogikundervisningen på seminarierne bør tredeles i stof om professionen såsom bestemmelser, selvforståelse og kulturer, i professionsudøvelsens teorier og begreber og professionsudøverens dannelse og selvudvikling.

At disse emner også bør indgå i en grundig diskussion om, hvad vi i DLF ønsker at lægge i en professionsforståelse, er vi meget enige i.

Men vi er ikke enige i, at erkendelsen af, at professionelle har brug for viden og redskaber, står i modsætning til det forslag til professionsideal, som hovedstyrelsen har sendt til debat. Og vi synes, at Asla på én gang prøver at sammenblande og lave en falsk modsætning mellem det 'at være til stede som privatperson med sine holdninger og følelser' og det at have - fælles - idealer som professionel.

Nej, det er netop dette, at vi som professionelle altid vil kunne vælge anderledes og ofte er i dilemmaer, der gør, at viden og værktøjer godt nok er nødvendig ballast, men ikke tilstrækkeligt i sig selv. Både som privatpersoner og som professionelle er vi bevidst eller ubevidst styret af vores idealer og holdninger. Ikke mindst i stresssituationer.

Det er én af grundene til, at vi finder det værd at prøve at få sat ord på vores fælles ideal og prøver at få det til at være nærværende. En anden og lige så vigtig grund er, at en givende dialog med andre om lærerprofessionen vil kunne fremmes af den afklaring, som den svære skriftlighed kan være med til at bibringe. Det er jo for eksempel ikke nok, at vi lærere har som ideal at tage hele folkeskolelovens formålsparagraf alvorligt, hvis forældre og politikere bare ønsker bedre målbare færdigheder i udvalgte grundfag.

Vi er heller ikke enige i, at det skulle privatisere lærernes problemer at slå fast, at den enkelte lærer altid vil have et personligt ansvar og må fortage egne skøn. Det ligger der netop i at være professionel til forskel fra at handle efter regler eller manualer. Det forhold er også med i vores begrundelser for at foreslå et professionsideal frem for en professionsetisk kodeks.

Vi håber, at diskussionerne om professionsidealet gennem indspil som Aslas kan brede sig til diskussioner om en sammenhængende professionsstrategi, hvor professionsidealet også klart afspejler sig i foreningens uddannelsespolitiske og fagpolitiske mål og valg. For som sagt så hverken kan eller skal professionsidealet stå alene eller bruges som patentmedicin - eller værre endnu: føles som endnu et åg, som vi kan vælge til eller fra. Det er heldigvis heller ikke den opfattelse, vi har fået, når vi har diskuteret emnet med lærere og lærerstuderende for eksempel på foreningens åbne kurser.

De personlige skøn og valg er og bliver vores vilkår.

Ole Holdgaard og Jørgen Stampe

medlemmer af DLF's hovedstyrelse