Lærere skal tænke med maven, være tydelige og kende deres grænser godt. Så går det bedst over for eleverne og med undervisningen i det hele taget, og så klarer læreren sig bedst, mener Udo Galadrim.

'Hvis læreren har ungerne i sin hule hånd, er det i orden at tænke med hovedet, for så kan læreren undervise dem i hvad som helst. Men det gælder om at have elevernes opmærksomhed'.

Selv blev han for nogle år siden provokeret af det dramapædagogiske - ikke dramaundervisning, understreger han, men det dramapædagogiske. At bruge sig selv og sin krop, at spille på flere tangenter i sit stemmeleje, at finde de forskellige resurser hos sig selv. At være bevidst om, hvilke signaler man sender med sit kropssprog, og hvordan man bruger rummet.

'Jeg troede tidligere, at man på seminariet lærte mere om at være 'på', men man lærer mest om det faglige. Lærere er hamrende dygtige fagligt, men flere har problemer med at komme ud over katederkanten. Dét vil jeg gerne hjælpe dem med', siger Udo Galadrim.

Udo Galadrim mener, at lærerne accepterer støj i klassen, fordi de ikke har noget at stille op mod støjen. Når de beder om ro, sker der kun lidt, og næste gang de beder om ro, sker der måske intet. Det betyder, at støjniveauet eskalerer, og læreren bliver på den måde selv eksponent for støjeskaleringen. Støjen bliver høj, ligegyldigt om der er gruppearbejde eller klasseundervisning, og det er i sidste ende måske dét, der gør, at læreren ikke længere orker jobbet.

'Når jeg giver en lærer feedback, ønsker jeg ikke at lave hende om. Hun er den, hun er, men jeg vil prøve at vise hende, hvad jeg ser, og give nogle eksempler på, hvad hun kan gøre anderledes. Læreren tager jo også kun dét til sig, som hun kan, vil og magter', siger han.

'Andres regler og grænser er ligegyldige, men man skal kende sine egne grænser og være tro imod dem. Hvad vil jeg være med til, og hvad finder jeg mig ikke i? Dér skal man holde fast. Hvis man ikke får ro i klassen, når man beder om det, må man glemme det faglige og tage snakken om social opførsel med eleverne. Helt indtil det hjælper. Ellers sender man to meldinger på én gang'.

Én klasse, én lærer og én metode tror Udo Galadrim ikke meget på. Åbne værksteder er vejen frem. Han advarer også mod følordninger. De kan være gode, men de kan også være meget fastlåsende, hvis man ikke taler om, hvilke andre handlemuligheder der er. I det hele taget er der meget brug for den pædagogiske diskussion, mener han.

hela