I sidste nummer af Folkeskolen forklarer Anni Herfort, hvordan de opnåede resultater i forhold til blandt andre 93-gruppen skal forstås.

Det er forunderlig læsning.

Det er det af mange grunde, men ikke mindst når man lige fra første færd har overværet formandens forskellige udlægninger af resultatet af de specielle forhandlinger.

Angående 93-gruppen blev det klart tilkendegivet i hovedstyrelsen, at der var fuldt og endeligt afregnet. Punktum. Det fremgår også af forligsteksten. Efter de mange negative reaktioner har en ny fortolkning af aftalen set dagens lys. Nu er det kun de mistede måneders pensionsindbetaling, der er afregnet for. Dem kan man selvfølgelig ikke bede om to gange.

Derfor kan man blive overfaldet af den tanke, at aftaleteksten præcis er udformet, som den er, fordi arbejdsgiverne ikke ønsker at se 93-problematikken på bordet igen.

Læs selv: Denne aftale er til fuld og endelig afgørelse af den problemstilling om mistet pension ved kommunaliseringen af lærerne i 1993.

Såfremt formanden havde været klar over, at aftalen ikke tilnærmelsesvis dækkede de tab, der er tale om, og såfremt formanden havde i sinde, at problemstillingen skulle op ved næste overenskomst, var det mindste, man kunne have forventet sig, at hun med det samme havde gjort opmærksom på, at dette bare var første trin i projektet. Var det sket, havde meget af den støj, vi ser på linjen nu, været undgået. Men det skete af forståelige grunde ikke.

Hvis vi i hovedstyrelsen havde fået en anden udlægning end den, vi fik, ville Stig Andersen næppe heller i sin anbefaling af et nej til mæglingsforslaget i urafstemningsnummeret have argumenteret med: at det er negativt, at 93-gruppen omfattet af dette resultat udelukkes fra ekstraordinære pensionsindbetalinger ved kommende overenskomster.

Vi skal gøre, hvad vi kan for at rette op på de urimelige vilkår for 93-gruppen, men formandens aftale har bestemt ikke gjort det nemmere.

Lotte Lange

medlem af DLF's hovedstyrelse