Endelig var der grøde i luften på Danmarks lærerværelser. Det var tid til nye toner og tid til at blive taget seriøst. Forventningerne til Overenskomst 02 var store. Det lod til, at flertallet af lærerne var enige om, hvad der skulle stemmes. Der blev sagt nej - overvældende!

Afstemning er en af mulighederne for det menige medlems direkte indflydelse. Men er blevet overset og ignoreret på skammeligste vis. KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) har én gang for alle spillet fallit. Dette giver sig tydeligst udslag i forhold til hovedorganisationen FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd), hvor både sygeplejerskerne og lærerne er organiserede. Begge de sidstnævnte faggrupper stemte et umiskendeligt nej.

I de sidste år har der været røster fremme om lærernes profession. Hele den snak kan lige så godt opgives her og nu, så længe lærerne mister respekt og selvrespekt efter at blive løbet om hjørner med efter en omgang som Overenskomst 02. Det er tid til, at det går op for lærerne, at der er brug for os i Danmark, og at vi har et af de vigtigste hverv i samfundet. Både vi og eleverne udgør jo Danmarks vigtigste råstof! Derfor kan vi stille krav og skal gøre det. Nu!

Nu er det tid til en ny forhandlingsform, hvorved der tages hensyn til den enkelte faggruppes behov og ønsker. Lad mig hermed opfordre DLF og FTF til at genoverveje forholdet til KTO. Det er ikke nødvendigt at vente endnu tre år og dermed kassere medlemmernes stillingtagen. DLF og de lokale kredse må træde i karakter og repræsentere medlemmerne.

Har de virkelig endelig fået krammet på lærerne under dække af spilleregler på arbejdsmarkedet og 'vedtagne' normer. Hvorfor skal det blot være enkelte skoler, som vil være ramt af en konflikt, hvorfor ikke alle skoler? Og hvorfor ikke alle lærere - uanset ansættelsesform? Lad os stå sammen og slå til, så det kan mærkes og vække genklang.

Et ja er ikke et ja, når godt halvdelen af de afgivne stemmer udgør et nej. Det er naivt at betragte som et forlig, hvis 95 procent af DLF's medlemmer svigtes. Portører tog den naturlige og berettigede konsekvens og nedlagde arbejdet umiddelbart efter resultatet af forhandlingerne.

Tilbage er der blot at håbe, at visse Overenskomst 02-forhandlere har så meget af deres samvittighed i behold, at de om ikke andet har siddet med en kedelig fornemmelse den 1. maj.

Christian Svensson

København

Svar

Målet i overenskomstforhandlingerne var reallønsstigninger til alle. Og markante stigninger i pensionerne. Jeg så helst, at ethvert af kongressens krav blev opfyldt til mindste detalje. Men DLF er jo ikke ene om at bestemme lærernes løn- og arbejdsvilkår. Vi forhandler jo en overenskomst med modparten - arbejdsgiverne.

Denne gang kom vi ikke overens. Jeg kunne ikke acceptere det mæglingsforslag, forligsmanden lagde på bordet - derfor anbefalede jeg et nej. Det samme gjorde en enig hovedstyrelse. Det nej omfattede selvfølgelig det samlede forslag - altså både på det specielle og generelle område. Mit nej var en klar konklusion, når jeg sammenfattede minusser og plusser i teksten.

På grund af de helt urimelige regler i forligsmandsloven stemte hele KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) samlet. Det lille ja var frustrerende og deprimerende, når 95 procent af de DLF-medlemmer, der stemte, havde sagt nej.

Jeg forstår godt, at ulemperne ved at være en del af KTO i øjeblikket massivt ser ud til at overskygge fordelene. Men der er også fordele. Først og fremmest at vi som ansatte i amter og kommuner ved overenskomstforhandlingerne slås med arbejdsgiverne og ikke med hinanden. Men diskussionen af KTO's fremtid må prioriteres her og nu - både internt i DLF og mellem medlemsorganisationerne. For der skal ske ændringer.

Anni Herfort

formand for DLF