Debat

Folkeskolens løse slagord

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et kontroversielt forslag, lyder dommen over et regeringsforslag til styrkelse af børnenes faglige færdigheder efter snart ti års faglig udsultning af folkeskolen. Dommen afsiges ex cathedra i Folkeskolen nummer 17 af adjunkt Pernille Hviid. Og hvorfor nu en sådan dom? Jo, fordi forslaget bryder med den naive til dumhed grænsende tro på undervisningsdifferentieringens undergørende erstatning for elevdifferentieringen. Hvorfor skulle nogen dog i sin tid have ulejliget sig med at udtænke dette stykke gedigne nonsens, hvis vi så efter bare ti år begynder at tvivle på dets visdom. Var der da med 93-loven ikke taget hensyn til forskellighed? Jo, hvis man vel at mærke havde indoktrineret sig selv med den fornødne foragt for faglig indlæring. At holddele eleverne efter fagligt standpunkt er 'gammeldags', udtaler Pernille Hviid. Men er det, at noget er gammeldags, tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for ubrugelighed? Man omgår vel ikke noget topkvalitativt fra fortiden blot ved at påklistre etiketten 'gammeldags'. Jo, det er altså, hvad man gør. Og selvfølgelig er en deling af elever efter fagligt niveau gammeldags. Denne uddannelsesfremmende foranstaltning blev jo allerede i 1975 lagt for had som offer for et mildt sagt stemningsbetonet uvidenskabeligt ideologisk stormvejr. Og hvad foreslår Pernille Hviid så selv for at slippe nogenlunde ud af udelthedens og undervisningsdifferentieringens fallit? Jo, lad de ældre elever undervise de yngre. Jamen har de ældre elever da ikke nok at gøre med deres egen faglige indlæring? Nej, det er netop, hvad de ikke har eller rettere ikke bør have i den fagforagtende folkeskole. De ældre elever skal netop ikke bruge hvert sekund på selv at tilegne sig faglig viden. Så lad dem bare gå og oplære de yngre og samtidig få lidt færdigheder i 'alt det andet', som tiden jo skal slås ihjel med. Sligt smager af progressivitet. Og Pernille Hviid hungrer efter det progressive og opdager slet ikke, at der i folkeskolens fornedrelsestid næppe findes noget mere progressivt og regenererende end a--t gribe tilbage til tiden, hvor Danmark kunne hævde sig som kundskabsrig nation. I stedet må Pernille Hviid leve af et gammelt slagord fra en tidligere undervisningsminister om, at forskellighed i klasserne dækker alt fordelagtigt. Og i mangel af fornuft bærer den slags løse slagord langt.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler