Faglig konsulent ved Danmarks Pædagogiske Universitet Lisbeth Hoff synes, mine forslag til hovedværker i dansk er ubrugelige, og at jeg må mangle kendskab til skolen og dens børn. Så er sådan en teoretisk seminarielektor sat på plads!

Jeg mener, at de mange konkrete ungdomsromaner, der i mere end 20 år er blevet brugt som hovedværker i 9. klasse, er for lette til denne brug. 'Hvad er der galt med sådanne ungdomsbøger?', spørger Lisbeth Hoff.

Jeg synes, der er mange gode ungdomsromaner, som giver unge - og mig selv - herlige læsestunder. Men de, der i sproglig sværhedsgrad svarer til cirka 4. klasse, kan de unge sagtens læse selv. Det er ikke nok, at en bogs indhold handler om ungdomslivets centrale begrebsverden. De lette og konkrete bøger giver ikke tilstrækkelige sproglige udviklingsmuligheder, når de bruges som fælles tekster.

Lisbeth Hoffs afvisning af Bjarne Reuters 'Prins Faisals ring', fordi 'den har et omfang, som på forhånd skræmmer mange elever væk', illustrerer problemet godt. Bogen er på 475 sider, og jeg ved desværre, at mange dansklærere må opgive at vælge dette mesterværk alene på grund af dens omfang. Men bogen kan læses på cirka 12 timer med gennemsnitlig 200 ord i minuttet. Dens sprog og begrebsverden er krævende, men ikke for svært. Den er desuden opdelt i fire dele med god læselig typografi og flere plancher og ordforklaringer, der kan støtte læsningen.

Vi har cirka 200 dansktimer om året i 9. klasse, men hvor mange af dem får man lov til at bruge til litteratur? Måske er det på tide med et dansklæreroprør mod brugen af dansktimer til alt muligt andet end de centrale danskfaglige opgaver?

Udvælgelsen af egnet litteratur til undervisning på alle klassetrin er en meget kompleks og stor opgave, og vanskeligheden øges af, at faghæftet for dansk kun behandler forløb, der hver omfatter tre-fire klassetrin, som om der ikke skal være forskel på teksternes sværhedsgrad i for eksempel 7. og 9. klasse.

Mine forslag er selvfølgelig ikke ment som et facit. De angiver et sprogligt niveau, der efter min mening er mere passende, og det er naturligvis ikke kun lixtal, jeg foreslår til klassifikation af egnede værker. Men når Lisbeth Hoff skriver, at flere af bøgerne 'indholdsmæssigt ligger på et niveau, der afskærer en stor del fra at forstå og senere indgå i samtale om bogen, så er jeg uenig. Pladsen tillader desværre ikke, at jeg kommenterer hvert enkelt værk, men det er min og mange andres erfaring, at vidt forskellige klasser med begejstring både læser og samtaler om den bedste - også ældre - litterære kunst med stort udbytte.

Men hvorfor er det blevet sådan, at selv faglige danskkonsulenter ved Danmarks Pædagogiske Universitet undervurderer elevernes læsemuligheder? Vi ved jo - sidst fra Pisa-undersøgelsen - at den kurs ikke har gavnet svage elever i Danmark. Det skyldes måske, at vi i årevis har læst for lette og for få tekster i skolen. Resultatet er mangelfuld mestring af det sprog, der er forudsætningen for at kunne læse stor fortællekunst. Og så gør man en dyd af den nød(vendighed), man selv har skabt.

Jeg er optimist og tror, det er muligt at opnå bedre resultater. Men dansklæreren skal tro på værdien af et sådant arbejde og skal være uddannet til at kunne formidle litterære kunstværker både læse- og litteraturpædagogisk. Og uddannelsessystemet, hjemmene og den enkelte skole skal bakke op om arbejdet, ikke blot i de yngste klasser, men i hele skoleforløbet.

Jeg har undervist i folkeskolen i 24 år, er cand.pæd. i dansk og er i dag seminarielektor.

Lene Møller

Frederiksberg Seminarium