Debat

En skæv leder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolens leder i nummer 3 bragte en omtale af Pisa-undersøgelsen, hvor der stilles spørgsmål til undersøgelsens teoretiske grundlag, institutionerne bag undersøgelsen og lederen af det sekretariat i OECD, der har haft det overordnede ansvar for koordinationen af undersøgelsen. Undersøgelsen betegnes i denne forbindelse som 'skæv'. Vel med underfundig association til det skæve tårn i byen Pisa.

Lederskribenten har måske kigget i både den danske og den internationale rapport, men det må være gået meget hurtigt, idet der både i den danske og i den internationale rapport gøres meget ud af at forklare, hvilket kundskabssyn og kundskabsbegreb undersøgelsen bygger på, hvad testene består af, og hvordan ansvarsfordelingen i undersøgelsen har været.

Det er nemt at begynde at betvivle kompetencen hos de institutioner, der har stået for en undersøgelses gennemførelse, og hos de ansvarshavende personer, især hvis man ikke synes om undersøgelsens resultater. Med hensyn til kompetencen: I både den danske og den internationale rapport nævnes de procedurer, der er brugt for at sikre, at undersøgelsen trækker på den største kompetence, der findes i dag i verden. Og i den internationale rapport Annex C kan man finde en komplet liste over alle de institutioner, der har medvirket i den internationale del, samt en liste med de eksperter, som har været involveret, herunder deres faglige tilknytning. Skulle der stadig ikke være informationer nok i rapporten til den særligt interesserede, kan man kigge på internetadressen www.pisa.oecd.org (denne adresse er i øvrigt angivet i den internationale rapport under overskriften 'Further information',side 32).

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lederskribentens forslag om at skabe en debat om, hvilken rolle OECD skal spille i uddannelsesmæssig sammenhæng, er en dårlig taktik, da OECD i Pisa-projektet har overgivet den faglige og videnskabelige ledelse til de bedste i verden og i hovedsagen - sammen med de enkelte deltagerlande - blot har finansieret undersøgelsen. I øvrigt skal det i den forbindelse nævnes, at i næste runde af Pisa vil antallet af deltagerlande blive udvidet fra 32 til mere end 40 lande, hvilket antyder den respekt, der står om undersøgelsens kvalitet.

At Folkeskolens lederskribent ikke synes at kunne bruge rapporten til noget, er overraskende. Det er der nok mange i folkeskolen, der kan - herunder kan bruge resultaterne til at skabe en endnu bedre folkeskole - for selv om det måske ikke står strålende til i Danmark, så er der allerede nu lyse sider og potentiale til forbedringer i de næste runder af Pisa.

Niels Egelund

professor, Danmarks Pædagogiske Institut

Michael Krone konsulent, Socialforskningsinstituttet

Svar

Pisa-undersøgelsen placerer sigikke argumenterende i det forskningsfelt, der hedder komparativ pædagogik, den afgrænser ikke sit emne, formulerer ikke sit problem og opstiller ikke en hypotese. Det gør rapporterne - både hovedrapporten fra OECD og delrapporten fra Danmark - til en tåget affære.

Selvfølgelig skal der være en demokratisk debat om OECD's - og Pisa's - rolle i uddannelsesmæssig sammenhæng, når nu OECD - og Pisa - vil sætte dagsorden for, hvordan uddannelsessystemerne skal udvikle sig i de lande, der deltager i projektet. Også selv om OECD har givet en masse penge til de 'bedste i verden'.

Redaktionen