Debat

Manglende forståelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at have siddet til flere møder med DLF og Lærernes Centralorganisation, LC, omkring en tiltrædelsesoverenskomst inden for området, er det med stor undren og beklagelse, at vi her i LOS, Landsforeningen af Opholdssteder og Skole-behandlingstilbud, læser ovennævnte indlæg.

Hans Rechendorffs indlæg i Folkeskolen nummer 3 bærer i uhyggelig grad præg af uvidenhed og manglende forståelse for områderne: Dagbehandlingstilbud, opholdssteder og de interne skoler.

For alle tre områder gælder der i dag meget stramme regler omkring godkendelse, tilsyn, budgetter og regnskab. På det bomæssige og sociale område er dette tilsyn pålagt amterne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

For undervisningsdelen på såvel dagbehandlingstilbuddene som de interne skoler gælder, at det er den stedlige kommunale Pædagogisk Psykologiske Rådgivning, der godkender undervisningstilbuddet og budgettet samt fører tilsynet med den enkelte elevs undervisning.

Undervisningsoverenskomsten med den stedlige kommunale myndighed indeholder både undervisningsplan, timefordelingsplan, individuelle elevplaner og beskrivelse af medarbejdernes faglighed. Undervisningen foregår således i overensstemmelse med folkeskoleloven.

Med indgåelsen af en sådan overenskomst er det enkelte private undervisningstilbud blevet en del af det samlede kommunale skoletilbud. . .

Hans Rechendorff har ret i, at vi er private entreprenører, igangsættere, ildsjæle og derfor idealistiske mennesker, der vil disse unge mennesker deres absolut bedste, og vi er ikke i tvivl om, at vi gør en forskel.

Det bedste, de hidtil har oplevet, er en folkeskole, der med en meget stram organisering - blandt andet på grund af lærernes nuværende arbejdstidsaftale - ikke har formået at tilgodese disse elevers behov.

Disse elever udvikler sig ikke i en dagligdag splittet op i 45 minutters lektioner og med fem forskellige lærere i fem forskellige fag. De har brug for overskuelighed, genkendelighed, passende udfordringer og forstyrrelser og ikke mindst voksne, der har kvalitetstid til den enkelte elev. Eleverne kan ikke bruge lærere, der er bundet op af en snærende arbejdstidsaftale, der hæmmer al udvikling, indlæring og relationsopbygning.

Vi har bevist, at vi med vores fleksibilitet, engagement og faglighed kan skabe et varmt og lærende miljø til gavn for elever og de ansatte. Vi kunne kalde det gensidig trivsel.

Vi vil meget gerne kunne tilbyde de ansatte den rigtige løn og ordnede pensionsforhold. Men hvor de kommunale - og amtslige - skolebudgetter opererer med flere millioner, opererer vi i få tusinde, og derfor kan vi være nødsaget til en lavere løndannelse end inden for andre sammenlignelige områder. Men nu er vi heller ikke kun et paragraf 20.1- eller paragraf 20.2-område, men derimod et paragraf 20.3-område - så mon ikke vi i fællesskab kunne finde den rigtige løsning på løn- og pensionsforhold - vi tror det.

Havde DLF og LC udvist fleksibilitet og nytænkning - til gavn for eleverne og også for lærerne - omkring den individuelle forberedelsestid, havde der sikkert været en færdigforhandlet tiltrædelsesoverenskomst i dag. Forhåbentlig med mulighed for at kunne bibeholde et lokalt præg, altså lokale delaftaler.

Vi har fortsat et stort ønske om at 'matrikelbinde' en del af den individuelle forberedelsestid, så den kan konverteres til fælles forberedelse og til samarbejde med de øvrige ansatte faggrupper, men ikke til ekstra undervisning.

Vores oplevelse er ikke, at vi skaber tabere, som Hans Rechendorff sluttelig postulerer. Tværtimod forsøger vi at samle en stor del af de elever op, som blandt andet folkeskolen ikke har magtet og derfor direkte har kasseret.

Vi tror også på, at vores ansatte har en væsentlig større grad af trivsel, selvværd og engagement, end de ansatte har på mange af de folkeskoler, hvor din/jeres fagforening øver meget stor indflydelse. . .

Vi synes derfor, det er beskæmmende, at en af DLF's kredsformænd ikke ønsker, at foreningens 65.000 medlemmer bør søge ansættelse inden for området trods undervisningstilbuddenes lovmæssige berettigelse, den kommunale tilsynsforpligtelse og ikke mindst - det at kunne få lov til at gøre en forskel.

Det hele ville have været meget mere interessant, hvis vi i fællesskab kunne have præsenteret en tiltrædelsesoverenskomst, men indlægget om 'det grå marked' viser desværre, at der er et stykke vej igen. . .

Boris Jakobsen

formand for skoleudvalget under LOS