DLF-pjece om sammenhæng i skolen

Banalt, men nødvendigt at beskrive, hvorfor folkeskolen skal være en helhed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan godt være, at det er banalt, men vi skal være opmærksomme på, at der er en debat, som tromler af sted. Flere politiske partier har i deres program en ret rigid opdeling af skolen i tre afdelinger, og hvis vi ikke er opmærksomme på, at undervisning skal have samme værdi gennem hele forløbet, så har vi om få år en småbørnslæreruddannelse, en slags mellemskolelærere, og så kan de universitetsuddannede undervise i overbygningen. Det synes jeg er en dybt skræmmende udvikling', sagde næstformand i DLF's pædagogiske udvalg Anders Bondo Christensen, da han fremlagde teksten til en ny pjece i Lærerforeningens serie af pjecer under titlen 'Fællesskabets skole'. Pjecen er en lang række af argumenter for den danske model med et sammenhængende skoleforløb fra børnehaveklasse til 10. klasse.

'Hvis en småbørnslærer er en lærer med en lidt anden uddannelse og en lidt anden løn, og som underviser de små børn, så kan jeg ikke se andet, end at det præcis er det, vi har i forvejen - nemlig børnehaveklasselederne', lød det fra Niels Christian Sauer, som fandt pjecen overflødig.

'Jeg synes, den her tekst fremstår lidt rodet, og jeg synes, det bør fremgå meget mere klart, hvad det er for en politisk situation, vi står i som baggrund for at udarbejde den her pjece', sagde Lotte Lange, som syntes, at pjecen ville have godt af at blive to sider kortere.

Hun og Vibeke Lynge pegede også på, at den stærke fokusering på klasselærerens rolle er lidt ude af trit med udviklingen:

'Det bliver mere og mere almindeligt, at klasselærerfunktionen er delt mellem de to eller tre lærere, som udgør teamet omkring en klasse, sådan at de har delt børnene i grupper, som de hver for sig har ansvaret for', påpegede Vibeke Lynge.

Hovedstyrelsen overlod det til Anders Bondo og Jørgen Stampe at færdigredigere teksten og vedtog at bruge den kvarte million kroner, som det vil koste at trykke pjecen og sende den ud sammen med Folkeskolensamt i 5.000 eksemplarer til beslutningstagere med videre. Lotte Lange og Niels Christian Sauer undlod at stemme.

Følg overenskomstforhandlingerne på www.folkeskolen.dk